Vredens Vin_da

Vredens Vin
forstå Guds hensigt med den erfaring, de havde gennemgået, eller skelne den vej, der lå
foran dem — og de var fristet til at tvivle på, at det virkelig var Gud, der havde ledet dem.
Her passede ordene: „Mine retfærdige skal leve af tro.“ Da midnatsråbets klare lys havde
skinnet på deres vej og de havde set profetierne blive åbnet og den hurtige opfyldelse af de
tegn, der viste, at Kristi komme var nær, havde de set alt så klart. Nu var de nedslåede af
skuffede forhåbninger og kunne kun holde sig oppe ved troen på Gud og hans Ord. Verden
sagde spottende: „I er blevet bedraget. Opgiv jeres tro og indrøm, at adventbevægelsen var
Satans værk.“ Men Guds ord sagde: „Viger han tilbage, har min sjæl ikke behag i ham.“
Hvis de nu fornægtede deres tro og den Helligåndens magt, der havde ledsaget budskabet,
ville det være at gå fortabelsen i møde. De hentede mod og styrke i disse ord fra
Hebræerbrevet: „Kast altså ikke jeres frimodighed bort. … I har brug for udholdenhed, så I
kan gøre Guds vilje. … Nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal
komme, og han udebliver ikke.“ Det eneste, de trygt kunne gøre, var at værne om det lys,
Gud allerede havde givet dem, holde fast ved hans løfter, fortsætte med at studere Skriften
og tålmodigt vente på at få mere lys. {MBF 327.1}
260