Vredens Vin_da

Vredens Vin
sammen, mens jorden skælvede, bjerge og øer flyttedes fra deres plads, og de gudløse søgte
i rædsel at flygte fra Menneskesønnen.49 {MBF 268.1}
Mange, der havde overværet stjerneregnen, betragtede den som budskab om en
kommende dom — „et frygteligt billede, en sikker forløber, et nådens tegn på den store og
forfærdelige dag.“50Således blev folks opmærksomhed rettet mod profetiens opfyldelse, og
det fik mange til at blive opmærksomme på budskabet om Herrens genkomst. {MBF 268.2}
I året 1840 vakte en anden bemærkelsesværdig opfyldelse af en forudsigelse
opmærksomhed i vide kredse. To år før havde Josiah Litch, en af de førende blandt de
præster, der prædikede om genkomsten, udgivet en forklaring til Åbenbaringen 9, der
forudsagde det ottomanske riges fald. Efter hans udregning skulle dette rige omstyrtes „i
året 1840, engang i løbet af august måned.“ Kun et par dage før det skete, skrev han:
„Regner vi med, at den første tidsperiode, 150 år, er nøjagtigt udløbet, før Deacozes besteg
tronen med tyrkernes billigelse, og at de 391 år og femten dage begyndte i slutningen af den
første periode, vil den slutte den 11. august 1840, hvor man må vente, at den ottomanske
magt i Konstantinopel bliver brudt. Og jeg tror, at dette vil vise sig at være
tilfældet.“5151 {MBF 268.3}
På netop det angivne tidspunkt tog Tyrkiet gennem sine gesandter imod et tilbud om
beskyttelse fra Europas allierede magter og stillede sig således under de kristne nationers
kontrol. Denne begivenhed opfyldte forudsigelsen helt nøjagtigt (se noter). Da dette blev
kendt, blev mange overbevist om rigtigheden af den fortolkning af profetierne, som Miller
og hans meningsfæller benyttede, og det satte et vidunderligt skub i
adventbevægelsen. {MBF 268.4}
Lærde og indflydelsesrige mænd gik sammen med Miller, både i at prædike og
offentliggøre hans synspunkter, og arbejdet skred hurtigt frem fra 1840 til 1844. {MBF
269.1}
William Miller var i besiddelse af stor åndelig styrke disciplineret gennem tænkning og
studium. Dertil føjede han den himmelske visdom ved at være i stadig forbindelse med
visdommens kilde. Han var et prægtigt menneske, der kun kunne vinde respekt og agtelse,
hvor man værdsatte en retskaffen karakter og høj moral. Han forenede hjertets godhed med
kristen ydmyghed og stærk selvbeherskelse. Han var agtpågivende og imødekommende
over for alle, rede til at lytte til andres meninger og at vurdere deres argumenter. Uden affekt
og ophidselse prøvede han alle teorier og lærdomspunkter efter Guds ord, og hans sunde
fornuft og indgående kendskab til Skriftens ord gjorde det muligt for ham at gendrive fejl og
afsløre falskhed. {MBF 269.2}
Alligevel kunne han ikke fortsætte sit arbejde uden bitter modstand. Ligesom det var gået
tidligere reformatorer, blev de sandheder, han fremkom med, ikke velvilligt modtaget af
212