Vredens Vin_da

Vredens Vin
Men Kristi planer blev ikke forhindret. Han tillod de onde ånder at ødelægge
svineflokken for at irettesætte de jøder, som for vindings skyld opdrættede disse urene dyr.
Hvis Jesus ikke havde holdt ånderne i ave, ville de ikke kun have styrtet svinene, men også
deres vogtere og ejere i søen. Menneskene blev kun skånet, fordi Jesus nådigt brugte sin
magt til at beskytte dem. Desuden fik denne begivenhed lov til at finde sted for at disciplene
kunne overvære Satans grusomme magt over både mennesker og dyr. Frelseren ønskede, at
hans tilhængere skulle få kendskab til den fjende, som de skulle møde for ikke at blive
bedraget og besejret af hans påfund. Han ville også vise egnens befolkning sin magt til at
bryde Satans lænker og befri hans fanger. Skønt Jesus selv rejste videre, blev de mænd, som
var blevet befriet på en så vidunderlig måde, tilbage og kunne fortælle om deres velgørers
barmhjertighed. {MBF 414.2}
Bibelen beretter om andre lignende tilfælde. En syrisk-fønikisk kvindes datter var
frygteligt plaget af en ond ånd, som Jesus uddrev ved sit ord.13Den medfølende frelser
helbredte også „en besat, der var blind og stum,“14en ung mand, der var besat af en ond
ånd, der kastede ham „både i ild og vand for at gøre det af med ham,“15og en sindssyg, som
var besat af „en uren, dæmonisk ånd“16og forstyrrede sabbatsfreden i synagogen i
Kapernaum. Jesus talte næsten hver gang til de onde ånder som til fornuftsvæsener. Han
befalede dem at fare ud af deres ofre og aldrig at plage dem mere. Da de i Kapernaums
synagoge så hans mægtige kraft, blev alle „forfærdede, og de sagde til hinanden: ‘Hvad er
dog det for et ord? Han befaler jo med myndighed og kraft over de urene ånder, og de farer
ud!’“17 {MBF 414.3}
Som regel beskrives de besatte som værende i en tilstand af stor lidelse; der var dog
undtagelser til denne regel. Nogle mennesker underkastede sig frivilligt satanisk indflydelse
for at opnå en overnaturlig styrke. Og de havde naturligvis ingen kamp med ånderne. Til
denne klasse hørte de mennesker, der havde en spådomsånd, f.eks. troldmændene Simon og
Elymas og den unge pige, der fulgte efter Paulus og Silas i Filippi. {MBF 415.1}
Ingen er i større fare for at komme under onde ånders indflydelse end de mennesker, der
på trods af Skriftens direkte og utvetydige vidnesbyrd benægter Djævelens og hans engles
eksistens. Så længe vi er uvidende om deres onde anslag, har de en næsten ufattelig fordel.
Mange retter sig efter åndernes forslag i den tro, at de gør, hvad deres egen bevidsthed byder
dem. Derfor udbreder Satan den tro, at han ikke eksisterer, netop nu da endens tid nærmer
sig, og han skal bedrage og ødelægge som aldrig før. Det er hans politik at skjule både sig
selv og den måde, han arbejder på. {MBF 415.2}
Der er intet, den store forfører frygter mere, end at vi skal lære hans planer at kende. For
at skjule sit sande væsen og sine virkelige hensigter, har han fået mennesker til at anse ham
for en latterlig og foragtelig figur. Det passer ham udmærket at blive fremstillet som en
326