Vredens Vin_da

Vredens Vin
men alle der er iført denne, bliver antaget af Gud og agtet værdige til at få del i hans rige og
sidde på hans trone. Denne bedømmelse af karakteren, denne undersøgelse af, hvem der er
beredt til at komme ind i Guds rige, er den undersøgende retshandling — afslutningen på
tjenesten i den himmelske helligdom. {MBF 344.2}
Når undersøgelsen er forbi, og alle de mennesker, der i alle tidsaldre har bekendt sig til at
være Kristi efterfølgere, har fået deres sag bedømt og afgjort — da, men heller ikke før,
afsluttes nådetiden, og nådens dør bliver lukket. Med denne korte meddelelse: „De, der var
rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket,“ føres vi ned til afslutningen af
Frelserens tjeneste — da det store værk til menneskets frelse er afsluttet. {MBF 345.1}
Som vi allerede har set, var tjenesten i den jordiske helligdom et billede på tjenesten i den
himmelske helligdom. Når ypperstepræsten på den store forsoningsdag gik ind i det
Allerhelligste, ophørte tjenesten i den første afdeling. Gud havde befalet: „Der må ikke være
nogen i Åbenbaringsteltet fra han går ind i helligdommen for at skaffe soning, til han
kommer ud igen.“16Da Kristus gik ind i det Allerhelligste for at afslutte forsoningen,
ophørte hans tjeneste i det Hellige. Da tjenesten i det Hellige sluttede, tog tjenesten i den
anden afdeling sin begyndelse. Når ypperstepræsten i den symbolske tjeneste forlod det
Hellige på den store forsoningsdag, trådte han frem for Guds åsyn for at frembære
syndofrets blod på hele det bodfærdige Israels vegne. På samme måde havde Kristus
afsluttet én del af sin tjeneste som mellemmand og skulle nu påbegynde en ny del af sin
tjeneste — men han frembar stadig sit blod for Faderen på synderes vegne. {MBF 345.2}
Dette forstod adventbevægelsens tilhængere ikke i 1844. Da det tidspunkt, hvor de havde
ventet Frelseren, var overskredet, blev de ved at tro, at hans komme var nær. De troede, at
de stod over for en betydningsfuld krise, og at Kristi tjeneste som menneskets mellemmand
var afsluttet. Det forekom dem, at Bibelen sagde, at menneskets prøvetid ville ophøre kort
før Herrens virkelige komme i himlens skyer. Dette syntes at fremgå af de skriftsteder,
der viser hen til den tid, hvor mennesker vil søge, græde og banke på nådens dør, uden at
den bliver åbnet. Og det spørgsmål meldte sig, om det tidspunkt, da de havde ventet Kristi
genkomst, ikke snarere markerede begyndelsen til den periode, der skulle gå umiddelbart
forud for hans komme. Da de havde givet advarslen om den forestående dom, mente de, at
de havde gjort deres pligt over for verden. Nu havde de ikke længere nogen byrde for
synderes frelse, og de anså de gudløses blasfemiske hån for yderligere et bevis på, at Gud
havde forladt dem, der havde forkastet hans nåde. Alt dette bestyrkede deres tro på, at
nådetiden var afsluttet, eller, som de udtrykte det, at „nådedøren var lukket“. {MBF 345.3}
Men da de undersøgte helligdomsspørgsmålet nærmere, fik de klarere lys. De indså, at
det var rigtigt af dem at tro, at afslutningen af de 2.300 dage i 1844 markerede en
betydningsfuld krise. Men skønt det var rigtigt, at den håbets og nådens dør, gennem
hvilken menneskene i 1800 år havde haft adgang til Gud, blev lukket, blev der åbnet en
273