Vredens Vin_da

Vredens Vin
trængte ind i deres eget sind og glædede deres hjerte, længtes de efter at bringe dette videre
til de mennesker, som befandt sig i de pavelige vildfarelsers mørke. {MBF 59.4}
Under pavens og hans præsters ledelse søgte skarevis af mennesker forgæves at opnå
syndsforladelse ved at pine deres legeme som bod for deres synder. De var oplært til at tro,
at gode gerninger kunne frelse dem, og rettede hele tiden blikket indad mod sig selv. Deres
tanker kredsede om deres egen syndighed. De følte, at Gud var vred på dem, og plagede
hele tiden sjæl og legeme uden at finde fred. Samvittighedsfulde sjæle var bundet af
romerkirkens læresætninger. Tusinder søgte forgæves at få fred i sindet ved at faste, piske
sig, overvære natlige gudstjenester, ligge i timevis på kolde, fugtige sten i dystre celler,
foretage lange pilgrimsrejser, udføre ydmygende bodshandlinger og pine sig selv på det
grusomste. Nedbøjet af skyldfølelse og plaget af frygt for Guds vrede blev mange ved med
at lide, indtil den menneskelige natur brød sammen og de sank i graven uden én eneste
lysstråle. {MBF 60.1}
Valdenserne længtes efter at bryde livets brød for disse hungrende sjæle og efter at tolke
fredsbudskabet i Guds løfter for dem og vise dem hen til Kristus som deres eneste håb om
frelse. Efter deres opfattelse var læren om, at gode gerninger kan sone overtrædelse af Guds
lov, et bedrag. Ved at stole på menneskets egne fortjenester fordunkler man Kristi ufattelige
kærlighed. Jesus blev ofret for menneskets skyld, fordi den faldne menneskehed intet kan
gøre for at vinde Guds gunst. Den korsfæstede og opstandne Frelsers fortjenester er
grundlaget for den kristne tro. Sjælen er lige så afhængig af Kristus som lemmerne af
legemet, og forbindelsen mellem sjælen og Kristus må være lige så nær som mellem
grenene og vintræet. {MBF 60.2}
Pavens og præsternes lære havde fået mennesker til at se på Gud, ja selv på Kristus, som
streng, skummel og frastødende. Frelseren blev fremstillet som i den grad blottet for
medfølelse med det faldne menneske, at det var nødvendigt at påkalde præsters og helgeners
mellemkomst. De, der var blevet oplyst af Guds ord, længtes efter at vise disse sjæle hen til
Jesus som deres medfølende, kærlige frelser, der står med udbredte arme og indbyder alle til
at komme til sig med de synder, der tynger dem, deres bekymringer og træthed. De længtes
efter at rydde de forhindringer bort, som Satan havde opstillet, for at mennesker ikke skulle
se Guds løfter og komme lige til ham, bekende deres synder og finde tilgivelse og
fred. {MBF 60.3}
Med brændende iver forklarede den valdensiske missionær evangeliets vidunderlige
sandheder for søgende sjæle. Meget forsigtigt tog han de omhyggeligt afskrevne bibelske
skrifter frem fra deres skjulested. Hans største glæde var at fortælle, at der var håb for den,
der tynget af sine synder betragtede Gud som en hævner, der stod parat til at fordømme.
Med tårefyldte øjne læste han for sine brødre de dyrebare løfter, som viser synderen hen til
hans eneste håb. På denne måde trængte sandhedens lys ind i formørkede sjæle, den sorte
41