Vredens Vin_da

Vredens Vin
timer. Men min sjæl kan de ikke tage. Den, som vil forkynde Kristi ord, må vente døden
hvert øjeblik.“22 {MBF 108.1}
Efterretningen om Luthers ankomst til Augsburg var en stor tilfredsstillelse for den
pavelige legat. Nu syntes denne besværlige kætter, som vakte hele verdens opmærksomhed,
at være i Roms magt. Legaten besluttede, at han ikke skulle få lov at undslippe! Luther
havde ikke søgt frit lejde for sig selv. Hans venner advarede ham mod at fremstille sig uden
et sådant og påtog sig at skaffe et lejdebrev fra kejseren. Det var legatens hensigt om muligt
at tvinge Luther til at tilbagekalde sine ord, eller, hvis det ikke lykkedes, at føre ham til Rom
for at dele skæbne med Huss og Hieronymus. Derfor forsøgte han gennem sine forbindelser
at overtale Luther til at træde frem uden sikkert lejde og stole på hans barmhjertighed. Dette
afslog Luther bestemt. Først da han havde modtaget det dokument, der tilsagde ham
kejserens beskyttelse, trådte han frem for den pavelige udsending. {MBF 108.2}
De romersk-katolske gejstlige havde bestemt sig for at prøve på at vinde Luther ved at
foregive mildhed. Legaten foregav stor venlighed, men krævede, at Luther ubetinget skulle
bøje sig for kirkens autoritet og uden drøftelse eller spørgsmål give efter på alle punkter.
Men han forstod ikke at vurdere karakteren hos den mand, han havde med at gøre. Luther
udtrykte sin ærbødighed for kirken og sit ønske om at holde sig til sandheden. Han var rede
til at besvare alle indvendinger mod sin lære, og underkaste den visse ledende universiteters
afgørelse. Men han protesterede mod kardinalens forlangende om, at han skulle
tilbagekalde, uden at det var bevist, at han tog fejl. {MBF 108.3}
Det eneste svar var: „Tilbagekald! Tilbagekald!“ Luther vidste, at hans standpunkt havde
støtte i Skriften, og erklærede bestemt, at han ikke kunne fornægte sandheden. Kardinalen
kunne ikke imødegå Luthers bevisførelse, men overvældede ham med bebrejdelser og
smiger samt citater fra kirkefædrenes overleveringer og udtalelser, uden at lade
reformatoren komme til orde. Da Luther indså, at forhandlinger på denne måde ville være
fuldstændigt værdiløse, opnåede han endelig en modstræbende tilladelse til at svare
skriftligt. {MBF 108.4}
„Ved at gøre dette,“ udtalte han i et brev til en ven, „opnår den undertrykte en dobbelt
fordel: For det første kan det skrevne underkastes andres dom, og for det andet har man
bedre mulighed for at benytte sig af frygten, om end ikke af samvittigheden, hos en
hovmodig, plaprende despot, der ellers vil overvælde én med sit bydende, overmodige
sprog.“23 {MBF 109.1}
Ved det næste møde fremlagde Luther en klar, kortfattet og overbevisende fremstilling af
sine synspunkter, underbygget af mange citater fra Bibelen. Efter at have læst den højt rakte
han sit manuskript til kardinalen. Denne kastede det foragteligt til side, idet han erklærede,
at det var en mængde tomme ord og uvedkommende citater. Nu blev Luther for alvor
81