Vredens Vin_da

Vredens Vin
fordi de mennesker, han var kommet for at velsigne og frelse, var blinde og
ubodfærdige. {MBF 16.2}
Mere end tusind års historie oprulledes for Jesu blik. I dette tidsrum havde det udvalgte
folk nydt Guds særlige gunst og beskyttelse. Der lå Morija bjerg, hvor løftets søn blev
bundet til alteret som et frivilligt offer for at symbolisere ofringen af Guds søn. Der var
velsignelsens pagt — det herlige løfte om Messias — blevet stadfæstet for de troendes
fader.5Der havde offerbålet, hvis flammer steg op mod himlen fra Ornans tærskeplads,
standset dødsenglens sværd — et passende billede på Frelserens offer og forbøn for
syndere.6Gud havde æret Jerusalem mere end hele den øvrige verden. Herren havde
„udvalgt Zion, … ønsket det som sin bolig.“7Der havde hellige profeter forkyndt deres
advarselsbudskaber gennem århundreder. Der havde præsterne svunget deres røgelseskar,
og her var røgelsen steget op til Gud sammen med de tilbedendes bønner. Der blev det
slagtede lams blod daglig ofret som et symbol på Guds Lam. Der havde Herren åbenbaret
sin nærværelse i herlighedens sky over nådestolen. Der stod den hemmelighedsfulde stige,
som forbandt jorden med himlen — den stige, Guds engle steg op og ned ad, og ad hvilken
vejen til det Allerhelligste blev åbnet for verden.8Hvis Israel var forblevet tro over for
himlen, ville Jerusalem, Guds udvalgte by, have bestået til evig tid.9Men dette begunstigede
folks historie var én lang beretning om frafald og oprør. De afslog himlens nåde, misbrugte
deres privilegier og lod hånt om deres chancer. {MBF 16.3}
Skønt Israel „spottede Guds sendebud og lod hånt om hans ord og holdt hans profeter for
nar,“10optrådte Gud stadig som „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på
troskab og sandhed.“11Skønt de gentagne gange forkastede ham, blev han i sin nåde ved
med at tale til dem. Gud havde vist dem mere ømhed og kærlighed end en far, der forbarmer
sig over sin søn. Han „sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han
ville skåne sit folk og sin bolig.“12Da advarsler, overtalelser og irettesættelser ikke hjalp,
sendte han dem himlens bedste gave, ja mere: Han udøste hele himlen i denne ene
gave. {MBF 17.1}
Guds egen søn blev sendt ned for at tale indtrængende til den forhærdede by. Det var
Kristus, der havde ført Israel ud af Egypten.13Han havde egenhændigt uddrevet
hedningerne foran folket. Han havde plantet det „på en frugtbar skråning“. Hans omsorg
havde været et gærde omkring det, og han sendte sine tjenere for at pleje det. „Hvad var der
mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort?“ udbryder han.14Men da han ventede
på, at den skulle bære god frugt, bar den vilde druer. Alligevel blev han ved at nære det
inderlige håb, at den ville bære frugt. Han kom selv til sin vingård for at se, om den måske
kunne reddes fra ødelæggelse. Han gravede om sit vintræ, beskar og plejede det. Han
udfoldede de utrætteligste bestræbelser for at redde det vintræ, han selv havde
plantet. {MBF 17.2}
7