Vredens Vin_da

Vredens Vin
svingede deres palmegrene: „Hosianna, Davids søn!“24Farisæerne var meget misfornøjede
og sagde til Jesus: „Hører du ikke, hvad de siger?“ Jesus svarede: „Jo, har I aldrig læst: ‘Af
børns og spædes mund har du beredt dig lovsang?’“ Ligesom ved Kristi første komme,
benyttede Gud også børnene til at forkynde hans andet komme. Der står i Guds ord, at
Frelserens genkomst skal forkyndes for alle folkeslag, stammer og tungemål, og dette skulle
gå i opfyldelse. {MBF 294.3}
William Miller og hans medarbejdere fik betroet at forkynde advarselsbudskabet i USA,
og dette land blev centrum for den store adventbevægelse. Det var her, profetien om den
første engels budskab fik sin mest direkte opfyldelse. Millers og hans medarbejderes skrifter
blev bragt til fjerne lande. Det glade budskab om Kristi nært forestående genkomst nåede ud
til alle steder på jorden, hvor der var missionærer. Vidt og bredt lød det evige evangeliums
budskab: „Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer.“ {MBF 295.1}
Mennesker blev alvorligt grebet af vidnesbyrdet om de profetier, der syntes at varsle
Kristi komme i 1844. Idet det gik fra stat til stat, vakte budskabet stor interesse overalt.
Mange blev overbevist om, at de argumenter, som byggede på de profetiske perioder, var
rigtige. De lagde ydmygt deres egne meninger til side og tog med glæde imod sandheden.
Nogle prædikanter opgav deres forudfattede meninger og forlod deres lønnede stillinger og
deres menigheder for at slutte sig til dem, der forkyndte Jesu komme. Dog antog kun
forholdsvis få prædikanter budskabet, og derfor blev det for størstedelen betroet til ydmyge
lægmænd. Landmænd forlod deres marker, håndværkere deres værktøj, købmænd deres
varer og ansatte deres stillinger — og alligevel var antallet af arbejdere lille i forhold til den
opgave, der skulle løses. Tilstanden i en gudløs kristenhed og en ond verden hvilede tungt
på de sande vægteres sjæle, og de veg ikke tilbage for hårdt arbejde, afsavn og lidelser for at
lede mennesker til omvendelse og frelse. Trods den ondes modstand gik værket støt fremad,
og mange tusinder antog adventsandheden. {MBF 295.2}
Alle vegne lød det ransagende vidnesbyrd, og syndere både blandt verdens mennesker og
i menighederne blev formanet til at flygte for den kommende vrede. Ligesom Kristi
forløber, Johannes Døber, lagde prædikanterne øksen ved træets rod og opfordrede alle til at
bære frugt, som var omvendelsen værdig. Deres gribende appeller stod i skarp kontrast til de
forsikringer om fred og ingen fare, der lød fra prædikestolene i almindelighed. Overalt, hvor
budskabet blev forkyndt, blev mennesker grebet af det. Skriftens enkle, tydelige vidnesbyrd
bragte ved Helligåndens kraft en overbevisning med sig, som de færreste helt kunne modstå.
Bekendende kristne blev vækket af deres falske tryghed og indså deres frafald, verdslighed,
vantro, stolthed og egoisme. Mange søgte Gud med anger og ydmyghed. Deres interesse,
der så længe havde hængt ved de jordiske ting, blev nu rettet mod himlen. Guds ånd hvilede
over dem, og de istemte råbet: „Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han
dømmer.“ {MBF 295.3}
233