Vredens Vin_da

Vredens Vin
Han var en modig og beleven ridder, belæst, med udsøgte manerer og en ulastelig moral.
„Han var,“ siger en skribent, „en ivrig tilhænger af den katolske kirke, gik ofte til messe og
nærede den største afsky for Luthers lære.“ Men da forsynet ledte ham til Bibelen, var han
forbavset over der at finde: „Ikke Roms læresætninger, men Luthers.“8Derefter ofrede han
sig helt og fuldt for evangeliets sag. {MBF 174.4}
Han var betegnet som „den lærdeste af Frankrigs adelsmænd.“ Hans begavelse og
veltalenhed, hans ukuelige mod og heroiske nidkærhed sammen med hans indflydelse ved
hoffet — for han var en af kongens yndlinge — fik mange til at betragte ham som den, der
skulle være sit lands reformator. „Berquin havde været en anden Luther,“ sagde Beza, „hvis
han i Frans I havde fundet en anden kurfyrste.“ „Han er værre end Luther!“ råbte
katolikkerne.9Han var i alle tilfælde mere frygtet af Frankrigs katolikker. De beskyldte ham
for at være kætter og kastede ham i fængsel; men kongen befriede ham. Kampen fortsatte i
årevis. Kong Frans, som vaklede mellem romerkirken og reformationen, fandt sig nogle
gange i munkenes voldsomme nidkærhed — andre gange bekæmpede han den. Tre gange
blev Berquin fængslet af de gejstlige myndigheder, men hver gang befriet af kongen, som
beundrede hans geni og ædle karakter og ikke ville lade ham blive offer for præsternes
ondskab. {MBF 175.1}
Berquin blev ofte advaret mod de farer, som truede ham i Frankrig, og opfordret til som
så mange andre ved frivillig landflygtighed at bringe sig i sikkerhed i udlandet. Den
frygtsomme og holdningsløse Erasmus, som trods sine store kundskaber ikke havde moralsk
mod til at sætte sandheden over liv og ære, skrev til Berquin: „Bed om at blive sendt som
ambassadør til et fremmed land eller rejs til Tyskland. I kender Beda og hans lige — han er
et tusindhovedet uhyre, som sprøjter gift i alle retninger. Eders fjender er utallige. De vil
ikke lade Eder undslippe. Stol ikke for sikkert på kongens beskyttelse. Under alle
omstændigheder, bring ikke mig i fare ved det teologiske fakultet.“10 {MBF 175.2}
Berquins nidkærhed voksede med faren. I stedet for at følge Erasmus’ snedige råd
besluttede han at optræde endnu mere dristigt. Han ville ikke blot forsvare sandheden, men
angribe vildfarelserne. Den beskyldning for kætteri, som katolikkerne rettede mod ham,
ville han rette mod dem selv. Hans mest aktive og bitre modstandere var de lærde doktorer
og munke ved det teologiske fakultet i det store universitet i Paris — en af landets højeste
gejstlige autoriteter. Fra disse doktorers skrifter valgte han tolv læresætninger, som han
offentligt erklærede for at være „i modstrid med Bibelen og kætterske,“ og han appellerede
til kongen om at være dommer i denne meningsudveksling. {MBF 175.3}
Kongen havde intet imod at stille de fjendtlige parters styrke og skarpsindighed op mod
hinanden og var glad for en lejlighed til at ydmyge de hovmodige munke. Han befalede
katolikkerne at forsvare deres sag på grundlag af Bibelen. De vidste godt, at dette våben
ikke ville være dem til stor nytte. Fængsling, tortur og bål var våben, de bedre forstod at
134