Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kapitel 41—Jordens ødelæggelse
„For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes
uretfærdigheder. … Skænk dobbelt op for hende i det bæger, hun skænkede. Lige så megen
glans og vellevned, hun gav sig selv, lige så megen sorg skal I give hende. For hun siger i sit
hjerte: ‘Jeg sidder som dronning og er ikke enke og skal aldrig mærke sorg.’ Derfor kommer
på én og samme dag alle hendes plager, død og sorg og sult, og hun skal brændes; thi stærk
er Gud Herren, som har dømt hende. Og jordens konger, der bedrev utugt med hende og
levede i vellevned, skal græde og jamre over hende … og sige: Ve, ve, du store by, Babylon,
du mægtige by! Dommen er kommet over dig på en eneste time.“1 {MBF 527.1}
„Jordens købmænd,“ som „tjente sig rige på hende, skal stå langt borte af frygt for
hendes pinsel; de skal græde og sørge og sige: Ve, ve den store by, klædt i linned, purpur og
skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler! Så stor en rigdom ødelagt på en eneste
time!“2 {MBF 527.2}
Sådan er dommen, der rammer Babylon, når Guds vrede kommer over den. Hendes
uretfærdigheds mål er fuldt, hendes time er kommet, og hun er moden til
ødelæggelse. {MBF 527.3}
Når Guds stemme gør ende på hans folks fangenskab, bliver der en frygtelig opvågnen
for dem, der har tabt alt i livets store strid. Så længe nådetiden varede, var de forblindede af
Satans bedrag og søgte at retfærdiggøre deres syndige liv. De rige pralede af deres storhed
over for dem, der var mindre begunstiget, men de havde skaffet sig deres rigdom ved at
overtræde Guds lov. De havde forsømt at mætte de sultne og klæde de nøgne, at handle
retfærdigt og vise barmhjertighed. De havde søgt at ophøje sig selv og vinde andres
beundring. Nu er de forarmede og forsvarsløse. De ser med rædsel på ødelæggelsen af de
afguder, de foretrak fremfor deres skaber. Deres sjæl har de solgt for jordiske rigdomme og
fornøjelser, og forsømt at blive rige over for Gud. Resultatet er, at deres liv er en fiasko;
deres glæder er blevet til bitterhed og deres skatte tilintetgjort. Et helt livs erhvervelser
forsvinder på et øjeblik. De rige begræder, at deres fornemme huse ødelægges, og at deres
guld og sølv spredes for alle vinde. Men deres klage forstummer af frygt for, at de selv skal
gå til grunde sammen med deres afguder. De gudløse sørger, ikke så meget på grund af
deres syndige ligegyldighed over for Gud og deres medmennesker, men fordi Gud vandt. De
begræder resultatet, men omvender sig ikke fra deres ondskab. De ville ikke lade noget
middel til at sejre uprøvet, hvis de kunne. {MBF 528.1}
Verden ser de mennesker, den har hånet og spottet og ønsket at tilintetgøre, komme
uskadt gennem pest, uvejr og jordskælv. Han, som er en fortærende ild for dem, der
overtræder hans lov, er et sikkert værn for sit folk. {MBF 528.2}
415