Vredens Vin_da

Vredens Vin
Men der var én, som valgte at misbruge denne frihed. Synden begyndte hos ham, der
næst efter Kristus var blevet æret mest af Gud. Han var den mægtigste og mest ansete af
himlens beboere. Før sit fald var Lucifer en skærmende kerub, hellig og ubesmittet. „Dette
siger Gud Herren: Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt
skønhed. Du var i Eden, i gudshaven. Alle slags ædelsten sad på din dragt.“ „Du var en
salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter; du var på det hellige gudebjerg, du vandrede blandt
funklende sten. Du var udadlelig i din færd, fra den dag du blev skabt, til der blev fundet
uret hos dig.“2 {MBF 396.3}
Lucifer kunne have bevaret Guds nåde og englenes kærlighed og hyldest. Han kunne
have brugt sine ædle evner til velsignelse for andre og til sin skabers ære. Men profeten
siger: „Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende
glans.“3Lidt efter lidt gav Lucifer efter for trangen til at ophøje sig selv. „Fordi du i dit
hjerte følte dig som en gud.“ {MBF 396.4}
„Du sagde ved dig selv: ‘Jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min
trone; jeg tager sæde på bjerget, hvor guderne samles, i det yderste nord. Jeg stiger op over
skybankerne, gør mig lige med den Højeste.’“4I stedet for at ophøje Gud som den, der
fortjener sine skabningers fulde hengivenhed og troskab, søgte Lucifer at få dem til at tjene
og hylde sig selv. Denne fyrste blandt engle misundte Guds søn den ære, Faderen havde vist
ham, og stræbte efter den magt, det alene tilkom Kristus at udøve. {MBF 397.1}
Hele himlen havde frydet sig over at genspejle Skaberens herlighed og prise ham — og
så længe Gud blev æret på denne måde, var der fred og glæde. Men nu forstyrrede en mislyd
himlens harmoni. Ønsket om at ophøje sig selv og lade sig tjene i modstrid med Skaberens
plan skabte en forudanelse om noget ondt i hjertet hos dem, for hvem Guds herlighed var
det vigtigste af alt. De himmelske rådgivere tryglede Lucifer om at afstå fra sit forsæt. Guds
søn foreholdt ham Skaberens storhed, godhed og retfærdighed og hans lovs hellige,
uforanderlige natur. Gud havde selv etableret himlens orden, og ved at afvige herfra, ville
Lucifer vanære sin skaber og ødelægge sig selv. Men den advarsel, der blev givet af
grænseløs kærlighed og nåde, vakte kun modstand. Lucifer lod sin skinsyge mod Kristus få
overhånd og blev kun mere beslutsom. {MBF 397.2}
Stoltheden over sin egen skønhed styrkede Lucifers ønske om at blive den største. Han
følte ikke nogen taknemlighed mod sin Skaber over de høje æresbevisninger, han havde
modtaget. Han var stolt af sin skønhed og ophøjede stilling og stræbte efter at blive
ligestillet med Gud. Himlens hærskarer elskede og ærede ham. De udførte med glæde hans
befalinger, og hans visdom og herlighed overgik deres. Men Guds søn var anerkendt som
himlens Herre og havde samme magt og myndighed som Faderen. Han deltog i Guds
rådslagninger, mens det ikke var tilladt Lucifer at deltage i den guddommelige planlægning
313