Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kapitel 16—Frihedens land
De engelske reformatorer fornægtede romerkirkens læresætninger, men holdt fast ved
mange af dens formaliteter. Skønt man fornægtede katolicismens autoritet og
trosbekendelse, blev en ikke ubetydelig del af dens skikke og ceremonier bevaret i den
engelske statskirkes gudstjeneste. Man hævdede, at disse skikke og ceremonier ikke var et
samvittighedsspørgsmål, og at de ikke i sig selv var noget ondt. Ganske vist var de ikke
påbudt i Bibelen; derfor var de ikke af væsentlig betydning — men de var på den anden side
heller ikke forbudt. Overholdelsen af disse skikke formindskede det svælg, der skilte de
reformerte kirker fra romerkirken, og man hævdede, at dette kunne bidrage til, at
katolikkerne efterhånden gik over til protestantismen. {MBF 233.1}
For de konservative og for dem, der var villige til at gøre indrømmelser, var disse
argumenter afgørende. Men der var andre, som havde en anden opfattelse. Den
kendsgerning, at disse skikke „måske kunne slå bro over svælget mellem romerkirken og
reformationen,“1var efter deres mening tilstrækkelig grund til at afskaffe dem. De anså dem
for symboler på det slaveri, de var blevet udfriet fra og ikke ønskede genindført. De
hævdede, at Gud i Bibelen har givet regler for gudstjenestens form, og at mennesker ikke
har lov til at ændre disse regler. Det store frafald begyndte netop med, at man havde forsøgt
at supplere Guds autoritet med kirkens. Romerkirken begyndte med at påbyde det, som Gud
ikke havde forbudt, og endte med at forbyde det, som Gud udtrykkelig havde påbudt. {MBF
233.2}
Mange ønskede oprigtigt at vende tilbage til den renhed og enkelhed, der havde præget
den første kristne kirke. De betragtede mange af den engelske statskirkes skikke som en
form for afgudsdyrkelse og kunne ikke med god samvittighed følge dem. Men kirken, som
fik de civile myndigheders støtte, ville ikke tillade nogen afvigelse fra formaliteterne. Loven
krævede, at man skulle overvære gudstjenesten, og det var forbudt at holde private
gudstjenester. Overtrædelse af forbudet blev straffet med fængsel, landsforvisning eller
henrettelse. {MBF 234.1}
I begyndelsen af det 17. århundrede erklærede kongen, der lige havde besteget Englands
trone, at han havde besluttet „at gøre puritanerne lydige eller forjage dem fra landet — eller
noget endnu værre.“2Jagede, forfulgte og fængslede kunne de ikke se noget håb om en
bedre fremtid, og mange kom til den overbevisning, „at for mennesker, der ønskede at tjene
Gud, som deres samvittighed bød dem, var England for bestandig ophørt at være et
beboeligt sted.“3Nogle besluttede at søge ly i Holland. De mødte vanskeligheder, mistede
deres penge og blev fængslet. Mange af dem blev forrådt til deres fjender. Men stædig
udholdenhed sejrede omsider, og de fandt ly på den hollandske republiks venlige
kyster. {MBF 234.2}
181