Vredens Vin_da

Vredens Vin
forhånet, krænket, torteret og dømt til døden — alt bliver klart og levende skildret. {MBF
538.4}
Og nu vises for den vaklende skare de sidste scener — man ser ham tålmodigt bære sine
lidelser, idet han slæber sig til Golgata. Man ser himlens fyrste hængende på korset, de
hoverende præster og den spottende pøbel, der gjorde nar af hans dødskamp, det
overnaturlige mørke, den skælvende jord, de spaltede klipper, gravene der åbner sig og
markerer det øjeblik, da verdens forløser gav sit liv. {MBF 539.1}
De frygtelige begivenheder viser sig, netop som de var. Satan, hans engle og undersåtter
har ikke styrke til at vende sig bort fra dette billede af deres egne gerninger. Hver eneste
mindes den rolle, han selv spillede. Herodes, der dræbte Betlehems uskyldige børn for at
tilintetgøre Israels konge. Den fordærvede Herodias, hvis syndige sjæl er tynget af Johannes
Døbers blod. Den svage, holdningsløse Pilatus. De spottende soldater. Præsterne og
rådsherrerne og den rasende pøbel, der råbte: „Lad hans blod komme over os og vore børn!“
— alle ser, hvor umådelig stor deres skyld er. Forgæves søger de at skjule sig for hans åsyns
guddommelige majestæt, der stråler klarere end solen, mens de frelste lægger deres kroner
ned for Frelserens fødder og råber: „Han døde for mig!“ {MBF 539.2}
I den løskøbte skare står Kristi apostle, den heltemodige Paulus, den nidkære Peter, den
elskede og kærlige Johannes, og deres trofaste brødre, og med dem den store skare af
martyrer. Uden for byens mure, midt i alt det onde og afskyelige står alle de, der forfulgte
dem, kastede dem i fængsel og dræbte dem. Der er den grusomme, lastefulde Nero, der nu
ser glæden og ophøjelsen hos dem, som han engang pinte, og i hvis yderste kvaler han fandt
en satanisk fryd. Neros mor er der, så hun kan se resultatet af sine egne gerninger, se,
hvordan de onde karaktertræk, der gik i arv til hendes søn, og de lidenskaber, hun
opmuntrede gennem sit eget eksempel, bar frugt i forbrydelser, der fik verden til at
gyse. {MBF 539.3}
Der er pavelige præster og prælater, som hævdede at være udsendt af Kristus, men som
brugte pinebænk, fængsel og marterpæl for at herske over menneskers samvittighed. Der er
de stolte paver, der ophøjede sig over Gud og vovede at ændre den Almægtiges lov. Disse
mænd, der foregav af være kirkens fædre, har et regnskab at aflægge for Gud, som de gerne
ville være fritaget for. For sent indser de, at den Almægtige værner om sin lov, og at han på
ingen måde vil frikende de skyldige. Nu forstår de, at Kristus gør sig til ét med sit lidende
folk, og de føler vægten af hans ord: „Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste
brødre, det har I gjort mod mig.“5 {MBF 539.4}
Hele den onde verden står opstillet ved Guds domstol, beskyldt for højforræderi mod
hans styre. De har ingen, der kan tale deres sag, de har ingen undskyldning, og den evige
dødsdom afsiges over dem. {MBF 540.1}
424