Vredens Vin_da

Vredens Vin
burde anses for hellig,“ og at ingen fra det tidspunkt til mandag morgen måtte beskæftige sig
med verdsligt arbejde.13 {MBF 464.1}
Trods alle anstrengelser for at bevise søndagens hellighed indrømmede katolikkerne
offentligt sabbattens guddommelige autoritet, og at den forordning, de havde erstattet den
med — søndagen, var af menneskelig oprindelse. I det 16. århundrede hed det ganske klart i
en udtalelse fra et paveligt koncil: {MBF 464.2}
„Lad alle kristne huske, at den syvende dag blev helliget af Gud og er blevet antaget og
overholdt ikke blot af jøderne, men også af alle andre, der gør krav på at tjene Gud; dog har
vi kristne forandret deres sabbat til Herrens Dag.“14 {MBF 464.3}
De, der har ændret Guds lov, var ikke uvidende om, hvad de gjorde. De satte sig med
velberåd hu over Gud. {MBF 464.4}
En slående demonstration af Roms politik over for dem, der er uenige med kirken, fik
man i den lange, blodige forfølgelse af valdenserne (se noter). Nogle af disse helligholdt
sabbatten. Også andre måtte lide for deres troskab mod det fjerde bud. De etiopiske kirkers
historie er især betydningsfuld. I den mørke middelalder havde man tabt de kristne i
Centralafrika af syne, og i mange år kunne de frit udøve deres tro. Men til sidst blev Rom
opmærksom på deres eksistens, og kejseren af Etiopien blev snart lokket til at anerkende
paven som Kristi stedfortræder. Andre indrømmelser fulgte. Der blev udstedt en forordning,
som under trusler om de strengeste straffe forbød helligholdelse af sabbatten.15Men det
pavelige åg blev snart så tyngende, at etiopierne besluttede at kaste det af sig. Efter en
frygtelig kamp blev katolikkerne forvist fra deres ejendomme, og den gamle tro blev
genindført. Kirkerne glædede sig over deres frihed, og de glemte aldrig den lektie, de havde
lært angående Roms vildførelse, fanatisme og despotiske magt. De var tilfredse med at
forblive i deres ensomme rige, ukendt for den øvrige kristenhed. {MBF 464.5}
De afrikanske kirker overholdt sabbatten, ligesom pavekirken havde gjort før sit
fuldstændige frafald. Skønt de helligholdt sabbatten i lydighed mod Guds bud, afholdt de sig
fra at arbejde om søndagen i overensstemmelse med kirkens skik. Da Rom havde fået
virkelig magt, trådte den Guds sabbat under fode for at ophøje sin egen; men Afrikas kirker,
der havde levet skjult i næsten tusind år, deltog ikke i dette frafald. Da de en tid kom under
Roms herredømme, blev de tvunget til at tilsidesætte den sande sabbat og ophøje den falske,
men ikke så snart havde de genvundet deres frihed, før de vendte tilbage til at adlyde det
fjerde bud (se noter). {MBF 464.6}
Disse beretninger fra gamle dage afslører tydeligt Roms fjendskab mod den sande sabbat
og dens forsvarere, og hvilke midler, den tager i brug for at ære den hviledag, den selv har
indstiftet. Guds ord siger, at disse forhold vil gentage sig, når de romerske katolikker og
protestanterne går sammen om at ophøje søndagen. {MBF 465.1}
365