Vredens Vin_da

Vredens Vin
sund og sand, vil han beredvilligt bekræfte denne min tro, men, hvis den skulle være forkert,
rette på den. {MBF 74.4}
For det første tror jeg, at Kristi evangelium er hele summen af Guds lov. … Eftersom
biskoppen af Rom er Kristi stedfortræder her på jorden, anser jeg ham for at være bundet til
evangeliets lov frem for alle mennesker. For storheden blandt Kristi disciple bestod ikke i
verdslig værdighed eller æresbevisninger, men i en inderlig og nøjagtig efterfølgelse af
Kristus i liv og vandel. … Under sin vandring her var Kristus en meget fattig mand, som
foragtede og forkastede alt verdsligt herredømme og al verdslig ære… {MBF 74.5}
Intet redeligt menneske bør følge hverken paven selv eller nogen af de hellige mænd på
andre end de områder, hvor de har fulgt Herren Jesus Kristus; for Peter og Zebedæus’
sønner vakte anstød, da de ønskede verdslig ære i strid med Kristi eksempel, og derfor bør
man ikke følge disse vildfarelser. {MBF 75.1}
Paven burde overlade alt timeligt herredømme til de verdslige myndigheder og tillige
vække og kraftigt formane hele sit præsteskab; for det gjorde Kristus, især ved sine apostle.
Hvis jeg har taget fejl på nogle af disse punkter, vil jeg i ydmyghed lade mig tilrettevise, ja,
om nødvendigt gå i døden. Hvis jeg kunne handle efter min egen vilje og mit eget ønske,
ville jeg visselig fremstille mig for biskoppen i Rom; men Herren har på anden måde
hjemsøgt mig, så dette ikke er muligt, og lært mig at adlyde Gud mere end
mennesker.“ {MBF 75.2}
I sine afsluttende bemærkninger skrev han: „Lad os bede vor Gud om, at han således vil
vække pave Urban VI op, at han sammen med sit præsteskab må efterfølge Herren Jesus
Kristus i liv og vandel, og at de med styrke må oplære folket, så det også må følge dem
trofast i dette.“9 {MBF 75.3}
Således viste Wicliff Kristi ydmyghed og sagtmodighed over for paven og hans
kardinaler. Han viste ikke blot dem, men hele kristenheden, hvilken forskel der var mellem
dem og den Mester, hvis repræsentanter de bekendte sig til at være. {MBF 75.4}
Wicliff var fuldstændig klar over, at hans troskab kunne komme til at koste ham livet.
Konge, pave og biskopper var enige om at komme ham til livs, og det syntes uundgåeligt, at
han i løbet af få måneder ville blive ført til bålet. Men intet formåede at rokke hans mod.
„Hvorfor taler du om at søge martyrkronen i det fjerne? Forkynd Kristi evangelium for de
stolte prælater — og martyrdøden vil være dig sikker. Hvad! Skulle jeg leve og tie stille? …
Aldrig! Lad blot slaget falde, jeg er rede.“10 {MBF 75.5}
Men Gud beskyttede stadig sin tjener. Den mand, der tappert havde forsvaret sandheden
hele sit liv og daglig været i fare, skulle ikke blive offer for sandhedens fjender. Wicliff
havde aldrig søgt at beskytte sig selv, men Herren havde været hans værn. Da hans fjender
mente, at de var sikre på deres bytte, bragte Gud ham uden for deres rækkevidde. Lige før
53