Vredens Vin_da

Vredens Vin
Frelserens tid. Kirkens præster var blevet ugudelige mennesker, som brugte deres lovlige
myndighed på ulovlig måde. Dette førte til, at han som rettesnor for sig selv — og gennem
sin forkyndelse også for andre — antog den grundsætning, at Skriftens ord, der kommer til
os gennem forstanden, skal vejlede samvittigheden — med andre ord, at Guds tale i Bibelen
og ikke kirkens tale gennem præsteskabet er den eneste ufejlbarlige vejleder.“6 {MBF 82.3}
Da røret i Prag havde lagt sig, vendte Huss tilbage til Betlehemskapellet for at forkynde
Guds ord med endnu større iver og frimodighed. Han havde mægtige fjender, men
dronningen og mange adelige var hans venner, og en stor del af befolkningen var på hans
side. Mange anså det for en ære at holde med Huss, når de sammenlignede hans ophøjede
lære og rene vandel med de mægtige prælaters falske dogmer, griskhed og
udskejelser. {MBF 83.1}
Indtil da havde Huss været alene om arbejdet, men nu fik han hjælp af Hieronymus, som
havde antaget Wicliffs lære under sit ophold i England. Disse to mænd kom til at holde
sammen resten af livet, og selv ikke i døden blev de skilt. Hieronymus besad en sjælden
begavelse, veltalenhed og lærdom — netop egenskaber, som er velegnede til at vinde folket.
Men Huss havde større karakterstyrke. Hans rolige omdømme lagde en dæmper på den
impulsive Hieronymus, som med sand ydmyghed erkendte Huss’ store betydning og bøjede
sig for hans råd. Ved deres forenede anstrengelser gik reformarbejdet hurtigt frem. {MBF
83.2}
Gud skænkede disse mænd stort lys og afslørede mange af Roms vildfarelser for dem. De
fik dog ikke alt det lys, som skulle gives verden. Ved hjælp af disse tjenere førte Gud folket
ud af romerkirkens mørke; men store hindringer skulle overvindes, og Herren ledte dem
skridt for skridt, efterhånden som de kunne klare det. De var ikke parate til at få alt lyset på
én gang. Havde de fået det, ville de blot have vendt sig bort fra det. Derfor åbenbarede Gud
det for dem lidt efter lidt, efterhånden som folket blev i stand til at modtage det. Fra
århundrede til århundrede skulle der fremstå andre trofaste mænd, som ville lede folket
fremad på reformationens vej. {MBF 83.3}
Splittelsen inden for kirken fortsatte. Nu var der tre paver, der kæmpede om overmagten,
og deres stridigheder fyldte kristenheden med forbrydelser og tumult. De nøjedes ikke med
at slynge forbandelser mod hinanden, men greb også til regulære våben. Alle lagde de
planer om at købe våben og hverve soldater. For at skaffe penge udbød de kirkens gaver,
embeder og velsignelser til salg (se noter). Præsterne fulgte deres overordnedes eksempel.
Ved simoni og krig søgte de at ydmyge deres modkandidater og styrke deres egen magt.
Med stadig større dristighed tordnede Huss mod det forfærdelige, som skete i religionens
navn, og folk sagde åbenlyst, at de romerske ledere var skyld i den elendighed, som overgik
kristenheden. {MBF 83.4}
60