Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kongelige forordninger, almindelige kirkemøder og kirkelige bestemmelser med støtte
fra verdslige myndigheder skaffede den hedenske festdag dens hædersplads i den kristne
verden. Den første offentlige forordning, der indførte søndagen som helligdag, var en lov,
der blev udstedt af Konstantin år 321 (se noter). Denne lov bestemte, at byboere skulle hvile
på „solens ærværdige dag,“ men tillod landmænd at fortsætte deres arbejde. Skønt det
egentlig var en hedensk vedtægt, blev den indført af kejseren, efter at han havde antaget den
kristne tro. {MBF 461.3}
Da den kejserlige befaling viste sig at være utilstrækkelig til at erstatte guddommelig
myndighed, hævdede Eusebius — en biskop, der søgte fyrsternes gunst og var Konstantins
nære ven og rygklapper — at Kristus havde overført sabbatten til søndagen. Ikke ét eneste
vidnesbyrd fra Skriften blev fremsat som bevis for denne nye lære. Eusebius indrømmer
selv ubevidst, at den er falsk, og udpeger selv ændringens rette ophavsmand. „Alt, hvad det
er menneskets pligt at gøre på sabbatten,“ siger han, „har vi overført til Herrens dag.“8Men
skønt argumenterne for søndagen savnede ethvert grundlag, gav de mennesker mod til at
træde Herrens sabbat under fode. Alle, der ønskede at blive æret i denne verden, antog den
populære festdag. {MBF 462.1}
Efterhånden som pavedømmet blev almindeligt anerkendt, fortsattes arbejdet på
søndagens ophøjelse. I lang tid arbejdede landmændene, når de ikke var i kirke, og den
syvende dag blev endnu betragtet som sabbat. Men der kom stadig ændringer. Det blev
forbudt dem, der havde gejstlige embeder, at afsige dom i borgerlige stridsspørgsmål om
søndagen. Kort tid efter fik alle uanset deres stilling befaling om at afholde sig fra
almindeligt arbejde under trussel om fængsel for frie borgere og prygl for slaver. Senere
kom en bestemmelse om, at rige mennesker skulle straffes med tabet af halvdelen af deres
ejendom. Hvis de stadig var opsætsige, blev de gjort til slaver. De lavere klasser blev dømt
til landsforvisning på livstid. {MBF 462.2}
Man tog også sin tilflugt til mirakler. Blandt andet forlød det, at en landmand, der skulle
til at pløje sin mark en søndag, rensede sin plov med et stykke jern, og det satte sig fast i
hans hånd, så han måtte gå rundt med det i to år „med stor smerte og skam for
ham.“9 {MBF 462.3}
Senere befalede paven, at sognepræsterne skulle formane overtrædere af søndagen til at
gå i kirke og bede deres bønner, for at de ikke skulle nedkalde store ulykker over sig selv
eller deres naboer. Et kirkekoncil fremførte det argument, der siden anvendtes i vid
udstrækning, selv af protestanter, at søndagen måtte være sabbatten, fordi folk, der
arbejdede om søndagen, var blevet ramt af lynet. „Det er tydeligt,“ sagde prælaterne, „at det
i høj grad har vakt Guds mishag, at de tilsidesætter denne dag.“ Der blev rettet en appel til
præster og ministre, konger og fyrster og alle troende om at „bestræbe sig af yderste evne på
363