Vredens Vin_da

Vredens Vin
dødstrusler. Efter at have været mange år i landflygtighed, brød han op for på Guds befaling
at vende tilbage til sit fødeland med sine hustruer og børn, hyrder og kvægflokke. Da han
nåede landets grænse, blev han rædselsslagen ved meddelelsen om, at Esau var på vej mod
ham i spidsen for en skare krigere — uden tvivl for at hævne sig. Jakobs ubevæbnede og
forsvarsløse følge så ud til at skulle blive hjælpeløse ofre for vold og drab. Oven på byrden
af angst og frygt lå den knusende vægt af selvbebrejdelse — det var jo hans egen synd, der
havde bragt ham i denne fare. Hans eneste håb var Guds nåde; hans eneste forsvar måtte
være bøn. Men han lader intet ugjort for at sone uretten mod sin bror og afværge den
truende fare. På samme måde bør Kristi efterfølgere, når de nærmer sig trængselstiden, gøre
alt for at stå i det rette lys over for folket og for at afvæbne fordom og undgå den fare, der
truer trosfriheden. {MBF 497.4}
Efter at have sendt sin familie bort for at de ikke skal være vidne til hans kval, bliver
Jakob alene tilbage for at bede til Gud. Han bekender sine synder, takker for al den nåde,
Gud har vist ham, og med dyb ydmyghed henviser han til den pagt, Gud har sluttet med
hans fædre, og til de løfter, Gud har givet ham i et natligt syn i Betel og i det land, hvor han
har levet i landflygtighed. Hans livs krise er kommet — alt står på spil. I mørket og
ensomheden fortsætter han med at bede og ydmyge sig for Herren. Pludselig mærker han en
hånd på sin skulder. Han tror, at det er en fjende, der stræber ham efter livet, og med
fortvivlelsens mod brydes han med sin modstander. Ved daggry bruger den fremmede sin
overmenneskelige styrke; herefter synes den ellers stærke Jakob at være lammet og falder
hjælpeløs og grædende sin mystiske modstander om halsen. Nu ved Jakob, at det er Pagtens
Engel, han har kæmpet med. Skønt han er blevet invalideret og har store smerter, holder han
fast ved sit forsæt. Han har længe været rådløs, angergiven og bedrøvet på grund af sin
synd. Nu må han have vished for, at den er tilgivet. Den guddommelige gæst lader til at ville
forlade ham, men Jakob klynger sig til ham og trygler om hans velsignelse. Englen
indvender: „Slip mig! det er ved at blive lyst!“ men patriarken svarer: „Jeg slipper dig ikke,
før du velsigner mig!“ Hvilken tro, hvilken fasthed og udholdenhed viser han ikke! Havde
det været et overmodigt eller formasteligt krav, ville Jakob straks være blevet dræbt — men
han havde en sikkerhed, som kun den har, der tilstår sin svaghed og uværdighed, men
alligevel stoler på den barmhjertige og trofaste Gud. {MBF 498.1}
„Han kæmpede med englen og sejrede.“6Ved ydmygelse, anger og selvovergivelse
overvandt dette fejlende, syndige og vildfarne menneske himlens Majestæt. Med skælvende
hænder greb han fat i Guds løfter, og Gud kunne i sin grænseløse kærlighed ikke afvise
synderens bøn. Som et tegn på hans sejr, og som en opmuntring til andre om at følge hans
eksempel, blev hans navn ændret, fra ét, der mindede om hans synd, til ét, der vidnede om
hans sejr. At Jakob havde sejret hos Gud, gav ham en forvisning om, at han ville sejre hos
mennesker. Nu frygtede han ikke længere for at møde sin brors vrede, for Herren var hans
forsvarer. {MBF 498.2}
392