Vredens Vin_da

Vredens Vin
reformation og sagde: „Den, som har denne ånd, ejer den sande tro, om han så aldrig i sit liv
skulle få Skriften at se.“14 {MBF 153.4}
Disse fanatiske lærere lod sig beherske af indskyldelser og anså enhver tanke eller impuls
for at være Guds røst — og derfor gik de til farlige yderligheder. Nogle brændte endog deres
Bibler, mens de råbte: „Bogstaven ihjelslår, men Ånden gør levende.“ Münzers lære talte til
menneskers trang til noget vidunderligt og tilfredsstillede deres hovmod, fordi den i
virkeligheden satte menneskers tanker og meninger over Guds. Og Tusinder tog imod denne
lære. Snart fordømte han al orden inden for den offentlige gudstjeneste og erklærede, at
lydighed mod fyrster var et forsøg på at tjene både Gud og Belial. {MBF 154.1}
Mennesker, som var begyndt at frigøre sig fra pavens åg, var også ved at blive
utålmodige over de borgerlige myndigheders tvang. Münzers revolutionære lære, som han
hævdede var stadfæstet af Gud, forledte dem til at bryde alle bånd og give fordomme og
lidenskaber frit løb. Resultatet var oprør og strid, og Tysklands jord blev gennemvædet af
blod. {MBF 154.2}
Den sjæleangst, Luther så længe havde følt i Erfurt, knugede ham med dobbelt styrke, nu
da reformationen fik skylden for følgerne af sværmeriet. Mange troede på den usandfærdige
katolske påstand, at opstanden var en følge af Luthers lære. Skønt denne anklage savnede
ethvert grundlag, voldte den Luther stor sorg. At sandhedens sag skulle vanæres ved at
ligestilles med den usleste fanatisme, var næsten mere end han kunne bære. Opstandens
ledere hadede Luther, som ikke blot havde modsagt deres lære og benægtet, at den var
guddommeligt inspireret, men erklæret dem for oprørere mod de borgerlige myndigheder.
Det så ud, som om han havde fået både fyrsterne og folket til fjender. {MBF 154.3}
Katolikkerne var begejstrede og forudså reformationens fald. De anklagede Luther for
netop de vildfarelser, han så energisk havde forsøgt at rette. Sværmernes parti havde vundet
mange for deres sag ved løgnagtigt at hævde, at de var blevet meget uretfærdigt behandlet.
Og som det ofte går dem, der vælger det forkerte, blev de anset for martyrer. Og således
blev de mennesker, som satte alt ind på at skade reformationen, lovprist som var de ofre for
en grusom undertrykkelse. Det hele var Satans værk — resultat af den samme oprørsånd,
som viste sig i himlen. {MBF 154.4}
Den onde prøver til stadighed at bedrage mennesker og få dem til at kalde synd for
retfærdighed — og retfærdighed for synd. Og hvor ofte lykkes det ikke for ham! Urettens
tjenere bliver rost, ja endog betragtet som martyrer, mens de, der burde æres for deres
troskab mod Gud, står alene og bliver mistænkt. {MBF 155.1}
Forloren fromhed bedrager stadig mange. I forskellige skikkelser afleder den ligesom på
Luthers tid tankerne fra Guds ord og får mennesker til at følge deres egne indskydelser i
118