Vredens Vin_da

Vredens Vin
En tid var hele forsamlingen målløs af forbavselse. I sit første svar havde Luther talt med
dæmpet stemme og optrådt ærbødigt, næsten ydmygt. Katolikkerne havde troet, at hans mod
var ved at svigte. De havde anset hans anmodning om udsættelse for et tegn på, at han ville
tilbagekalde. Kejseren havde foragteligt bemærket Luthers hærgede ydre og simple dragt,
og erklæret: „Denne munk får aldrig gjort mig til kætter!“ Det mod og den fasthed, han nu
viste, og hans bevæggrundes kraft og klarhed, overraskede alle parter. Kejseren udbrød
beundrende: „Denne munk taler af et uforfærdet hjerte og et urokkeligt mod!“ Mange af de
tyske fyrster betragtede med stolthed og glæde denne repræsentant for deres folk. {MBF
129.2}
Roms tilhængere var besejret. Deres sag var kommet i et meget ugunstigt lys. De søgte
nu at opretholde deres magt — ikke ved at henvise til Skriftens ord, men ved trusler, Roms
aldrig svigtende argument. Som rigsdagens ordfører sagde: „Hvis I ikke tilbagekalder, vil
kejseren og rigets stater rådslå om, hvad man skal gøre med en uforbederlig kætter.“ {MBF
129.3}
Luthers venner, som med den største glæde havde lyttet til hans værdige forsvarstale,
skælvede ved disse ord, men doktoren sagde roligt: „Så må Gud være min hjælper, for jeg
kan intet tilbagekalde.“25 {MBF 129.4}
Han fik besked på at trække sig tilbage, mens fyrsterne rådslog. Man følte, at sagen var
kommet til et vigtigt vendepunkt. Luthers bestemte afslag på at underkaste sig kunne få
betydning for kirkens historie gennem århundreder. Man besluttede at give ham endnu en
mulighed for at tilbagekalde. For sidste gang blev han ført ind for forsamlingen. Atter
spurgte man, om han ville tilbagekalde sine læresætninger. Han svarede: „Jeg kan ikke give
noget andet svar end det, jeg allerede har givet.“ Det var tydeligt, at hverken løfter eller
trusler kunne få ham til at give efter for Roms befaling. {MBF 129.5}
De pavelige repræsentanter ærgrede sig over, at deres magt, der havde fået konger og
adel til at skælve, blev ringeagtet således af en ganske almindelig munk. De længtes efter at
pine ham til døde. Men Luther, der forstod den fare, han befandt sig i, havde talt med kristen
ro og værdighed. Hans ord var blottet for hovmod, vrede og usandhed. Han havde tabt sig
selv af syne og tænkte heller ikke på de fornemme mænd, som omgav ham, men følte, at
han stod over for én, som var uendelig højt hævet over paver, prælater, kejsere og konger.
Gennem Luthers vidnesbyrd havde Kristus talt med en kraft og storhed, som indgød både
venner og fjender ærefrygt og undren. Guds ånd havde været til stede og gjort indtryk på
rigets ledere. Flere af fyrsterne erkendte dristigt, at Luthers sag var retfærdig. Mange var
blevet overbevist om sandheden, men hos nogle var dette indtryk ikke varigt. Andre, som
dengang ikke gav udtryk for deres overbevisning, blev, da de selv havde undersøgt Skriften,
reformationens uforfærdede forkæmpere. {MBF 129.6}
98