Vredens Vin_da

Vredens Vin
man en hvid kappe over ham, da Herodes lod ham føre frem for Pilatus.“15Da han endnu
engang blev opfordret til at tilbagekalde, svarede han, idet han vendte sig imod folket:
„Hvordan ville mit ansigt se ud, når jeg så op imod himlen? Hvorledes skulle jeg kunne
møde skarer, som jeg har forkyndt det rene evangelium for? Nej, jeg agter deres frelse
højere end dette usle legeme, som nu er viet til døden.“ Præsteklæderne blev nu taget af ham
stykke for stykke, mens hver enkelt biskop udtalte en forbandelse, idet han udførte sin del af
ceremonien. Til sidst satte de en bispehue af papir på hans hoved. På den var malet
frygtelige billeder af djævle, og foran stod „ærkekætter“ med store bogstaver. Huss sagde:
„Jeg vil med glæde bære en smædekrone for din skyld, o Jesus, for du bar en tornekrone for
min skyld.“ {MBF 87.3}
Efter at have udklædt ham således, sagde prælaterne: „Nu overlader vi din sjæl til
Djævelen.“ Idet Huss så op mod himlen, svarede han: „Og jeg betror min ånd i dine hænder,
o Herre Jesus, for du har genløst mig.“16 {MBF 87.4}
Han blev nu overgivet til de borgerlige myndigheder og ført til retterstedet fulgt af en
vældig procession. Der var hundreder af soldater, præster og biskopper i kostbare dragter og
endelig Konstanz’ indbyggere. Da Huss var bundet til pælen, og bålet skulle tændes, blev
han endnu engang opfordret til at tilbagekalde sine vildfarelser. „Hvilke vildfarelser skal jeg
tilbagekalde?“ spurgte Huss. „Jeg ved ikke af, at jeg er skyldig i nogen. Jeg kalder Gud til
vidne på, at alt, hvad jeg har skrevet og talt, har haft til formål at frelse sjæle fra synd og
fortabelse. Jeg vil derfor med glæde ofre mit liv for at bekræfte den sandhed, som jeg har
skrevet og prædiket.“17Da flammerne slog op om ham, begyndte han at synge: „Jesus, du
Davids søn, vær mig nådig.“ Han blev ved at synge, til hans røst forstummede for
bestandig. {MBF 88.1}
Hans heltemodige optræden gjorde indtryk selv på hans fjender. En ivrig katolik, der
beskrev, hvorledes Huss og lidt senere Hieronymus led martyrdøden, sagde: „De bevarede
begge deres sjælsstyrke, da deres sidste time nærmede sig. De forberedte sig til at gå på
bålet, som om de skulle til bryllupsfest. De udstødte intet smertensskrig. Da flammerne slog
op omkring dem, begyndte de at synge salmer, og ildens heftighed formåede næppe at
standse deres sang.“18 {MBF 88.2}
Da Huss’ legeme var helt fortæret, blev hans aske samlet op og kastet i Rhinen, som førte
den ud i havet. Hans forfølgere tog fejl, da de troede, at de havde udryddet de sandheder,
han forkyndte. De drømte ikke om, at den aske, der blev ført ud i havet, skulle blive som
sædekorn, der blev udstrøet i alle verdens lande, og at den ville give en rig høst af
sandhedsvidner i hidtil ukendte lande. Den stemme, som talte i rådssalen i Konstanz, gav
genlyd i de kommende århundreder. Huss levede ikke mere, men de sandheder, han døde
for, kunne aldrig gå til grunde. Hans eksempel på tro og standhaftighed har tilskyndet
mangfoldige mennesker til at holde fast ved sandheden trods pinsler og død. Hans
64