Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kapitel 11—Fyrsternes protest
Et af de ædleste vidnesbyrd for reformationen var de kristne fyrsters protest ved
rigsdagen i Speyer i 1529. Disse gudfrygtige mænds mod, tro og fasthed sikrede de
efterfølgende tidsaldre frihed for tanke og samvittighed. Det var deres protest, som gav den
nye kirke navnet den protestantiske; og dens principper er „selve protestantismens
kerne.“1 {MBF 159.1}
Det var en mørk og truende tid for reformationen. Trods ediktet fra Worms, som havde
erklæret Luther fredløs og forbudt tro på eller udbredelse af hans læresætninger, havde
religiøs tolerance således været vidt udbredt i riget. Guds forsyn havde holdt de kræfter, der
modarbejdede sandheden, i skak. Karl V var fast besluttet på at knuse reformationen, men
han blev ofte tvunget til at tilbagekalde sine planlagte aktioner. Den øjeblikkelige
tilintetgørelse af enhver, der vovede at sætte sig op imod Rom, forekom gentagne gange
uundgåelig; men i det afgørende øjeblik dukkede enten de tyrkiske hære op ved den østlige
grænse, eller den franske konge eller endog paven selv erklærede krig af misundelse over
kejserens voksende magt. På denne måde fik reformationen under nationernes stridigheder
lejlighed til at vokse i styrke og brede sig yderligere. {MBF 159.2}
Men til sidst indstillede de katolske herskere deres fejder for at gøre fælles sag imod
reformatorerne. Rigsdagen i Speyer havde i 1526 givet landene fuld frihed i religiøse
anliggender, indtil et nyt kirkemøde trådte sammen. Men aldrig så snart var de farer, der
havde sikret denne indrømmelse, overstået, før kejseren indkaldte til en ny rigsdag i Speyer i
1529 for at knuse kætteriet. Fyrsterne skulle, om muligt med fredelige midler, formås til at
tage parti imod reformationen. Men hvis det slog fejl, var Karl V parat til at gribe til
våben. {MBF 160.1}
Katolikkerne hoverede. De mødte talrigt frem i Speyer og viste åbenlyst deres fjendskab
mod reformatorerne og alle, som holdt med dem. Melanchton sagde: „Vi er verdens udskud
og fejeskarn, men Kristus vil se ned til sit stakkels folk og bevare det.“2Det blev endog
forbudt de reformerte fyrster, som deltog i rigsdagen, at lade evangeliet forkynde i deres
boliger. Men Speyers indbyggere tørstede efter Guds ord, og trods forbudet flokkedes
tusinder ved de gudstjenester, som blev holdt i kurfyrsten af Sachsens kapel. {MBF 160.2}
Dette fremskyndede krisen. Kejseren lod kundgøre for rigsdagen, at da den resolution,
der tillod samvittighedsfrihed, havde forvoldt megen uorden, forlangte han den annulleret.
Dette vakte de reformerte kristnes harme og forfærdelse. En af dem sagde: „Kristus er igen
faldet i Pilatus’ og Kajfas’ hænder!“ Katolikkerne optrådte stadigt voldsommere. En af dem
erklærede: „Tyrkerne er bedre end lutheranerne, for de overholder fastedage, men
lutheranerne overtræder dem. Skulle vi vælge mellem Den hellige Skrift og kirkens gamle
vildfarelser, måtte vi forkaste den første.“ Melanchton sagde: {MBF 160.3}
122