Vredens Vin_da

Vredens Vin
De bitreste af Luthers pavelige fjender tilskyndede ham stadig til at behandle Luther som
Sigismund, der overlod Huss til kirken på nåde og unåde. Men Karl V genkaldte sig den
scene, hvor Huss i offentlighedens påsyn havde mindet monarken om hans højtidelige løfte,
og erklærede: „Jeg ønsker ikke at rødme som Sigismund.“29 {MBF 131.4}
Alligevel havde kejseren med fuldt overlæg forkastet de sandheder, som Luther
fremholdt. „Jeg er fast besluttet på at følge mine forfædres eksempel,“ skrev
monarken.30Han havde besluttet ikke at vige fra skik og brug — ikke engang for at følge
sandhedens og retfærdighedens vej. Som sine fædre ville også han opretholde pavevældet
med dets grusomhed og fordærv. Således nægtede han at tage imod noget lys, som hans
forfædre ikke havde modtaget, eller at påtage sig nogen pligt, de ikke havde påtaget
sig. {MBF 131.5}
Også i dag klamrer mange sig til deres fædres vaner og traditioner. Når Herren sender
dem nyt lys, afslår de at modtage det, fordi det ikke blev skænket til og modtaget af deres
fædre. Vi står ikke, hvor vore fædre stod; vore pligter og vort ansvar er ikke de samme som
deres. Det vil ikke vinde Guds bifald, hvis vi gør vore fædres eksempel til målestok for vor
pligt i stedet for selv at søge i Sandhedens ord. Vort ansvar er større end vore forfædres. Vi
er ansvarlige for det lys, som de modtog og gav os i arv, men vi er også ansvarlige for det
lys, som nu skinner på os fra Guds ord. {MBF 131.6}
Til de vantro jøder sagde Jesus: „Var jeg ikke kommet og havde talt til dem, havde de
ikke haft synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd.“31Den samme
guddomskraft havde talt gennem Luther til Kejseren og de tyske fyrster. Idet lyset fra Guds
ord strålede frem, talte Ånden for sidste gang til mange i den forsamling. Ligesom Pilatus
århundreder tidligere havde ladet trangen til popularitet lukke hans hjerte for verdens frelser
— og som den skælvende Felix bød sandhedens sendebud: „Nu er det nok, du kan gå! Når
jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig,“ og som den stolte Agrippa indrømmede: „Det er lige
ved, at du overtaler mig til at blive kristen,“32således havde Karl V på grund af verdslig
stolthed og politik besluttet at forkaste sandhedens lys. {MBF 131.7}
Rygtet om angrebene på Luther spredtes viden om og vakte stor ophidselse i byen.
Reformatoren havde fået mange venner, som kendte Roms forræderiske grusomhed mod
alle, der vovede at afsløre dets fordærvelse. De besluttede, at han ikke skulle blive offer for
denne grusomhed. Hundreder af adelsmænd forpligtede sig til at beskytte ham. {MBF
132.1}
Ikke så få erklærede åbenlyst, at det kejserlige budskab var et bevis på underkastelse
under Roms magt. Der blev opslået plakater på porte og torve. Nogle fordømte Luther —
andre støttede ham. På én af dem stod den vise mands ord: „Ve dig, land, der har en dreng
som konge!“33Den almindelige begejstring for Luther overbeviste både kejseren og
100