Vredens Vin_da

Vredens Vin
han drog hen. De var blevet så overvældede af taknemmelighed og glæde, at de slet ikke
tænkte på at spørge ham. Når de bad ham gå med hjem, svarede han, at han skulle besøge de
fortabte får. Var det mon en engel fra himlen? spurgte de. {MBF 62.2}
I mange tilfælde så de aldrig missionæren igen. Han var rejst til andre lande, sad måske i
et ukendt fængsel — eller havde ofret livet for sit vidnesbyrd. Men de ord, han havde talt,
levede og virkede i menneskehjerter. Først på dommens dag vil deres velsignede frugter
blive åbenbaret. {MBF 62.3}
Valdensermissionærerne trængte ind i Satans rige, og mørkets magter blev mere årvågne.
Ondskabens fyrste lagde mærke til alle forsøg på at fremme sandhedens sag og satte frygt i
sine redskaber. Pavens repræsentanter betragtede det arbejde, der blev udført af disse
beskedne handelsfolk, som en fare for deres sag. Hvis sandhedens lys fik lov til at skinne
uhindret, ville det fordrive de vildfarelsens tåger, som folket var indhyllet i. Menneskers
tanker ville blive ledet til Gud alene, og så ville det være slut med romerkirkens
overhøjhed. {MBF 62.4}
Den blotte eksistens af disse mennesker var et stadigt vidnesbyrd om romerkirkens
frafald, fordi de holdt oldkirkens tro i hævd. Derfor blev de udsat for et bittert had og en
skånselsløs forfølgelse. Romerkirken ville ikke tåle, at de nægtede at aflevere deres skrifter.
Nu begyndte de frygtelige korstog mod Guds folk i deres hjem i bjergene.
Undersøgelsesdommere blev sat på sporet af dem, og scenen, hvor den uskyldige Abel faldt
for Kains morderhånd, gentoges atter og atter. {MBF 62.5}
Gang på gang blev deres frugtbare marker lagt øde og deres boliger og bedehuse jævnet
med jorden, så der kun var en ørken tilbage, hvor et uskyldigt, flittigt folk før havde deres
hjem og frugtbare marker. Og som rovdyrets raseri vokser, når det smager blod, gjorde
ofrenes lidelser Roms repræsentanter endnu mere rasende. Mange af den sande tros vidner
blev jaget op i bjergene og ned i dalene, hvor de fandt ly i de vældige skove og mellem
klipperne. {MBF 62.6}
Det var ikke muligt at rejse anklage mod disse forfulgte menneskers moral. Selv deres
fjender indrømmede, at de var fredelige og fromme mennesker. Deres store brøde var, at de
ikke ville tjene Gud, som paven ønskede det. Det var på grund af denne forbrydelse, de blev
gjort til genstand for alle de ydmygelser og pinsler, som mennesker og djævle kunne
udtænke. {MBF 63.1}
Da romerkirken havde besluttet at udrydde den forhadte sekt, udstedte paven en bulle,
der fordømte dem som kættere og dømte dem til døden (se noter). De blev ikke anklaget for
at være lediggængere, bedragere eller urostiftere. Anklagen lød på, at de optrådte med en
fromhed og en hellighed, som forførte „fårene i den sande hjord.“ Derfor befalede paven, at
„den ondskabsfulde og afskyelige sekt skulle knuses som giftslanger, hvis de nægtede at
43