Vredens Vin_da

Vredens Vin
forkyndelse af hans ord, som det findes i Det Gamle og Det Nye Testamente — uden dertil
at føje noget, som kan være i modstrid med det. Dette ord er den eneste sandhed; det er den
sikre rettesnor for al lære og alt liv, og det kan aldrig svigte eller bedrage os. Den, der
bygger på denne grundvold, skal modstå alle Helvedes magter, mens al menneskelig
forfængelighed, som sætter sig op mod den, skal falde for Guds ansigt. {MBF 163.6}
Af denne grund afviser vi det åg, man vil lægge på os. Vi forventer, at hans kejserlige
Majestæt vil handle mod os som en kristen fyrste, der elsker Gud over alle ting; og vi
erklærer os rede til at yde ham, såvel som eder, nådige herrer, al den hengivenhed og
lydighed, som er vor rette og lovlige skyldighed.“14 {MBF 164.1}
Dette gjorde dybt indtryk på rigsdagen. De fleste blev både forbavsede og forskrækkede
over protestens dristighed. Fremtiden forekom dem stormfuld og usikker. Strid og
blodsudgydelse syntes uundgåelige. Men reformatorerne, der var overbeviste om deres sags
retfærdighed og stolede på den Almægtiges støtte, var fulde af mod og beslutsomhed. {MBF
164.2}
Grundsætningerne i denne berømte protest danner selve protestantismens kerne, idet den
modsætter sig to former for menneskeligt misbrug i trosspørgsmål. For det første de
borgerlige myndigheders indblanding, og for det andet kirkens vilkårlige autoritet.
Protestantismen sætter Guds ord over myndighederne — og dette ords myndighed over
kirkens. Den siger: ‘Man bør adlyde Gud mere end mennesker.’ Over for Karl V’s krone
løfter den Jesu Kristi krone! Men den går endnu videre. Den hævder det princip, at al
menneskelig lære må underordne sig Guds ords visdom.15Protestanterne hævdede også
deres ret til frit at fremsætte deres overbevisning om sandheden. De ville ikke kun tro og
adlyde, men også lære andre, hvad Guds ord siger, og de benægtede, at præst eller dommer
havde nogen ret til at blande sig heri. Protesten i Speyer var et højtideligt vidnesbyrd mod
religiøs intolerance og hævdede alle menneskers ret til at dyrke Gud ud fra deres egen
samvittighed. {MBF 164.3}
Erklæringen var afgivet! Den blev indprentet i tusinders erindring og indskrevet i himlens
bøger, hvor ingen menneskelig magt kan udslette den. Hele det protestantiske Tyskland
vedtog den som et udtryk for sin tro. Alle vegne så man i denne erklæring løftet om en ny og
bedre tid. I Speyer sagde en af fyrsterne til protestanterne: „Måtte den Almægtige, som har
givet jer nåde til kraftigt og frygtløst at bekende jeres tro, bevare jer urokkelige til
evighedens dag.“16 {MBF 165.1}
Hvis reformationen efter at have haft en vis fremgang var gået ind på at tilpasse sig for at
sikre sig verdens gunst, ville den have været utro over for både Gud og sig selv og således
have sikret sin egen undergang. De ædle fyrsters erfaring rummer en lære for alle senere
tider. Den måde, hvorpå Satan modarbejder Gud og hans Ord, har ikke ændret sig. Han er
stadig lige så meget imod, at Skriften gøres til rettesnor for livet, som i det sekstende
126