Vredens Vin_da

Vredens Vin
Splittelsen med al den ufred og korruption, den medførte, banede vejen for
reformationen, da folket nu fik lejlighed til at se, hvad pavedømmet i virkeligheden stod for.
I en traktat — „Pavernes splittelse“ — som Wicliff udgav, bad han folket overveje, om disse
to paver talte sandt, når de fordømte hinanden som Antikrist. „Gud,“ sagde han, „kunne ikke
længere tillade Satan at herske gennem en enkelt af den slags præster, og derfor … satte han
to ind i stedet, så mennesker i Kristi navn kunne få nemmere ved at overvinde dem
begge.“6 {MBF 71.1}
Som sin Mester prædikede Wicliff evangeliet for de fattige. Det var ham ikke nok, at
lyset blev spredt i de beskedne hjem i hans eget sogn i Lutterworth. Han besluttede, at det
skulle nå ud over hele England. For at nå dette mål organiserede han en gruppe prædikanter
af beskedne, fromme mænd, som elskede sandheden og så det som deres højeste mål at
udbrede den. De færdedes alle vegne. De underviste på torvene, på gaderne i de store byer
og på landevejene. De opsøgte de gamle, de syge og de fattige og bragte dem det glade
budskab om Guds nåde. {MBF 71.2}
I sin egenskab af professor i teologi ved Oxford prædikede Wicliff Guds ord i
universitetets sale. Han prædikede sandhedens budskab for studenterne med en sådan
trofasthed, at han fik titel af „evangeliedoktoren“. Men hans livs største indsats skulle blive
oversættelsen af Skriften til det engelske sprog. I værket „Om Skriftens sandhed og
betydning“ gav han udtryk for, at han agtede at oversætte Bibelen, så alle og enhver i
England kunne læse om Guds underfulde gerninger på deres modersmål. {MBF 71.3}
Imidlertid blev han pludselig stoppet i sit arbejde. Skønt han endnu ikke var fyldt tres,
havde hans uophørlige slid, hans studier og fjendernes angreb tæret stærkt på hans kæfter og
gjort ham gammel før tiden. Han blev alvorligt syg. Nyheden forårsagede stor jubel hos
munkene. Nu mente de, at han bittert ville angre det onde, han havde forvoldt kirken. De
skyndte sig til hans sygeværelse for at høre ham skrifte. Der kom repræsentanter fra fire
religiøse ordener samt fire embedsmænd fra de borgerlige myndigheder. Alle samledes
omkring den tilsyneladende døende mand og sagde: „Du står på dødens tærskel. Fortryd
dine fejl og tilbagekald i vor nærværelse alt, hvad du har sagt for at skade os.“ Reformatoren
lyttede i tavshed. Derpå bad han sin tjener hjælpe sig op i siddende stilling. Han stirrede stift
på dem, der stod og ventede på hans tilbagekaldelse, og sagde med samme myndige, sikre
stemme, som så ofte havde fået dem til at skælve: „Jeg skal ikke dø, men leve og igen
afsløre munkenes onde gerninger.“7Da han havde sagt det, skyndte munkene sig
overraskede og beskæmmede ud af værelset. {MBF 72.1}
Wicliffs ord gik i opfyldelse. Han levede så længe, at han nåede at give sine landsmænd
det kraftigste af alle våben imod romerkirken — Bibelen — himlens middel til at befri,
oplyse og evangelisere folket. Der skulle overvindes mange og store forhindringer, før dette
mål var nået. Wicliff var hæmmet af sit svigtende helbred. Han vidste, at han kun kunne
50