Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kapitel 15—Den franske revolution
I det sekstende århundrede havde reformationen med fremlæggelsen af en åben biblel
prøvet at vinde indpas i alle Europas lande. Nogle nationer hilste den velkommen som et
sendebud fra himlen. I andre lande lykkedes det næsten pavedømmet at forhindre den i at
trænge ind, og de opløftende virkninger af kendskab til Bibelen blev næsten helt lukket ude.
I ét land blev lyset, skønt det fik indpas, ikke forstået af mørket. I århundreder kæmpede
sandhed og vildfarelse om magten. Til sidst sejrede ondskaben, og himlens sandhed blev
lukket ude. „Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede
mørket frem for lyset.“1Nationen blev overladt til at høste resultaterne af det valg, den
havde foretaget. Påvirkningen fra Guds ånd blev fjernet fra et folk, som havde foragtet hans
nåde. Ondskaben fik lov til at udfolde sig fuldt ud — og hele verden så resultatet af
forsætlig afvisning af lyset. {MBF 215.1}
Århundreders krig mod Bibelen i Frankrig kulminerede i revolutionen. Dette frygtelige
oprør var ikke andet end et resultat af romerkirkens undertrykkelse af Den hellige Skrift (se
noter). Det var den mest slående illustration, verden nogensinde har set, af resultatet af
Roms politik — en illustration af de resultater, som den romerske kirkes lære havde haft
kurs mod gennem mere end 1.000 år. Profeterne havde forudsagt, at Bibelen ville blive
undertrykt i perioden med pavens overherredømme. Og Åbenbaringens Bog henviser til de
frygtelige resultater, der ville hobe sig op og især ramme Frankrig som følge af
„lovløshedens menneskes“ herredømme {MBF 215.2}
Herrens engel sagde: „De skal nedtrampe den hellige by i toogfyrre måneder. Og jeg vil
sætte mine to vidner til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk. … Når de har
fuldført deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre
over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store by, hvis åndelige navn
er Sodoma og Egypten, … Og de, der bor på jorden, skal glæde sig over det og juble og
sende hinanden gaver; for disse to profeter havde været en plage for dem, der bor på
jorden.“2 {MBF 216.1}
De perioder, som nævnes her — 42 måneder og 1.260 dage — er identiske og
repræsenterer det tidsrum, da Kristi menighed skulle undertrykkes af romerkirken. De 1260
år, i hvilke paven havde magten, begynder i 538 og måtte derfor ende i 1798 (se noter). På
det tidspunkt trængte en fransk hær ind i Rom og tog paven til fange, og han døde i
landflygtighed. Skønt der snart efter blev valgt en ny pave, har det pavelige hierarki aldrig
senere været i stand til at udøve sin tidligere magt. {MBF 216.2}
Forfølgelsen af menigheden fortsatte ikke gennem alle de 1.260 år. Gud havde
medlidenhed med menneskene og afkortede denne prøvelse. Da Jesus forudsagde den „store
trængsel“, som menigheden ville blive udsat, for sagde han: „Hvis de dage ikke afkortedes,
166