Vredens Vin_da

Vredens Vin
reformation uden betydelig modstand. Sådan var det også på Paulus’ tid. Hver gang han
grundlagde en menighed, var der nogle, der påstod, at de var blevet troende, men samtidig
indførte vranglære, som, hvis den blev modtaget, ville ende med at fortrænge kærligheden
til sandheden. Også Luther havde mange vanskeligheder og bekymringer på grund af
fanatikere, der hævdede, at Gud talte direkte gennem dem, og satte deres egne meninger
højere end Bibelens vidnesbyrd. Mange, som manglede tro og erfaring, men havde stor
selvtillid og elskede at høre eller fortælle nyt, lod sig bedrage af de nye læreres store ord og
forenede sig med Satans redskaber i at nedrive det, som Gud havde tilskyndet Luther til at
opbygge. Brødrene Wesley og andre, hvis indflydelse har været til velsignelse for verden,
mødte ustandselig Satans rænker, idet han gjorde overdrevent nidkære, ubalancerede
mennesker mere eller mindre fanatiske. {MBF 318.4}
William Miller nærede en dyb modvilje mod alt, hvad der førte til fanatisme. Ligesom
Luther erklærede han, at enhver ånd bør prøves ved Guds Ord. Han sagde: „Djævelen har i
vore dage stor magt over sindene. Og hvordan skal vi vide, hvilken slags ånd de er af?
Bibelen giver svaret: ‘På deres frugter kan I kende dem.’ Mange ånder er gået ud i verden,
og vi har fået befaling om at prøve ånderne. Den ånd, der ikke får os til at leve ædrueligt,
gudfrygtigt og retfærdigt i denne verden, er ikke Kristi ånd. Jeg bliver mere og mere sikker
på, at Satan har meget at gøre med disse vilde bevægelser. … Mange blandt os, der
foregiver at være helliggjorte, følger menneskers traditioner og er åbenbart lige så uvidende
om sandheden som andre, der ikke gør krav om at være fuldkomne.“3„Vildfarelsens ånd vil
føre os bort fra sandheden, og Guds ånd vil føre os ind i sandheden. Men, siger du, et
menneske kan tage fejl og alligevel tro, at det har ret. Hvad så? Vort svar er, at Ånden og
Ordet stemmer overens. Hvis et menneske dømmer sig selv efter Guds ord og finder fuld
overensstemmelse med hele Ordet, må det tro, at det har fundet sandheden. Men hvis det
ser, at den ånd, det ledes af, ikke stemmer overens med hovedindholdet i Guds lov eller
Guds bog, bør det udvise stor forsigtighed, så det ikke bliver fanget i Djævelens
snare.“4„Jeg har ofte fundet mere bevis på sand gudsfrygt i en tårevædet kind og en
grådkvalt stemme end i al den larm, der findes i kristenheden.“5 {MBF 319.1}
På reformationens tid beskyldte dens fjender alle dem for fanatisme, som arbejdede mest
ihærdigt på at bekæmpe fanatismen. Adventbevægelsens modstandere brugte samme taktik.
Det var dem ikke nok at fordreje og overdrive de yderliggåendes vildfarelser. På grund af
fordom og had spredte de ondskabsfulde rygter, der var helt grundløse. Deres ro var blevet
forstyrret af budskabet om Kristi nært forestående genkomst. De var bange for, at det måske
kunne være sandt, men håbede, at det ikke passede, og netop det var hemmeligheden bag
deres angreb på adventisterne og deres tro. {MBF 319.2}
Det lykkedes nogle få fanatikere at bane sig vej ind i adventisternes rækker, men det
berettiger ikke til at hævde, at bevægelsen ikke kom fra Gud — lige så lidt som fanatikere i
kirken på Paulus’ og Luthers tid berettiger til at fordømme disse to mænds indsats. Gid
251