Vredens Vin_da

Vredens Vin
De, der ærer Guds lov, er blevet beskyldt for at nedkalde straffedomme over verden, og
de bliver anset for at være skyld i de frygtelige naturkatastrofer og den strid og
blodsudgydelse, som fylder jorden med sorg og smerte. Den virkning, den sidste, endelige
advarsel havde, har vakt de gudløses raseri. Deres vrede er optændt mod alle, der har taget
imod budskabet, og Satan puster til hadets og forfølgelsens flammer. {MBF 496.3}
Da Guds ånd til sidst blev taget bort fra det jødiske folk, vidste præsterne og folket det
ikke. Skønt de var i Satans magt og blev drevet frem af de forfærdeligste og mest
ondartedede lidenskaber, betragtede de sig stadig som Guds udvalgte folk. Tjenesten i
templet fortsatte; der blev bragt ofre på dets besmittede altre, og den guddommelige
velsignelse blev hver dag påkaldt over et folk, der var skyldigt i udgydelsen af Guds søns
blod, og som stræbte efter at dræbe hans tjenere og apostle. Sådan vil det også blive, når
helligdommens endelige og uigenkaldelige afgørelse er truffet, og verdens skæbne er
bestemt for evigt. Da vil jordens beboere heller intet vide om det. Mennesker, som Guds ånd
har forladt for bestandig, opretholder stadig ydre religiøse former — og den sataniske
nidkærhed, hvormed det ondes fyrste vil inspirere dem til at udføre hans onde planer, vil
udadtil ligne nidkærhed for Guds sag. {MBF 496.4}
Da sabbatten er blevet det store stridsspørgsmål i hele kristenheden, og da religiøse og
verdslige magter går sammen om at gennemtvinge søndagens helligholdelse, vil et lille
mindretals vedholdende nægtelse af at underkaste sig det folkelige krav nedkalde en
almindelig fordømmelse over dem. Man vil hævde, at de få, der modsætter sig en kirkelig
forordning og en af landets love, ikke bør tåles, og at det er bedre, at de lider, end at hele
nationer styrtes ud i lovløshed og ødelæggelse. Samme argument blev for snart 2000 år
siden brugt mod Jesus af jødefolkets ledere. „Det er bedre for jer,“ sagde den onde Kajfas,
„at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.“3 {MBF 497.1}
Dette argument vil blive anset for at være afgørende, og det vil ende med, at der udstedes
et dekret, der fordømmer dem, der helligholder det fjerde buds sabbat, idømmer dem lovens
strengeste straffe og giver folk ret til efter en vis tid at slå dem ihjel. Katolicismen i den
gamle verden og den frafaldne protestantisme i den nye vil følge samme fremgangsmåde
over for dem, der holder alle Guds bud i ære. {MBF 497.2}
Guds folk vil blive kastet ud i sådanne oplevelser af sorg og lidelse, som profeten
beskriver som en trængselstid for Jakob. „Dette siger Herren: Vi har hørt angstråb, der er
frygt, ikke fred. … Hvorfor ser jeg da alle mænd … med blege ansigter? … Ve jer! Stor er
denne dag, ingen dag er som den! Det er en trængselstid for Jakob, men han skal komme
frelst ud af den.“4 {MBF 497.3}
Den pinefulde nat, da Jakob kæmpede i bøn for at blive udfriet af Esaus hånd,5er et
billede på Guds folks erfaring i trængselstiden. På grund af Jakobs bedrag for at sikre sig sin
fars velsignelse, som tilkom Esau, måtte han flygte for sit liv, da han hørte sin brors
391