Vredens Vin_da

Vredens Vin
anden dør — og mennesket fik tilbudt tilgivelse for sine synder takket være Kristi
formidlingstjeneste i det Allerhelligste. Ét afsnit af hans tjeneste var ophørt for at blive
afløst af et andet. Der var stadig en „åben dør“ til den himmelske helligdom, hvor Kristus
gjorde tjeneste på synderes vegne. {MBF 346.1}
Nu forstod man meningen med de ord, som Kristus i Åbenbaringens Bog henvendte til
menigheden netop på dette tidspunkt: „Dette siger den hellige, den sanddru, han som har
Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Jeg
kender dine gerninger. Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i.“17 {MBF
346.2}
Det er dem, som i tro følger Jesus i hans store forsoningsværk, som høster gavn af hans
formidlingstjeneste, mens de, der forkaster det lys, der åbenbarer denne tjeneste, ikke får
gavn af den. De jøder, der forkastede det lys, der blev givet ved Kristi første komme, og
nægtede at tro på ham som verdens Frelser, kunne ikke opnå tilgivelse ved ham. Da Jesus
efter sin himmelfart gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod for at lade
velsignelserne fra sin formidlingstjeneste tilflyde disciplene, blev jøderne ladt tilbage i totalt
mørke og fortsatte med at bringe deres nytteløse ofre. Symbolernes skyggetjeneste var
ophørt. Den dør, gennem hvilken mennesker tidligere havde kunnet gå ind til Gud, var ikke
længere åben. Jøderne havde nægtet at søge ham på den eneste måde, han kunne findes —
nemlig gennem tjenesten i den himmelske helligdom. Derfor kunne de ikke komme i
forbindelse med Gud. Døren var lukket for dem. De kendte ikke noget til Kristus som det
sande offer og den eneste mellemmand, og derfor kunne de ikke høste gavn af hans
formidlingstjeneste. {MBF 346.3}
Den stilling, de vantro jøder befandt sig i, giver et godt billede af tilstanden hos de
ligegyldige og vantro bekendende kristne, der med vilje var uvidende om vor barmhjertige
Ypperstepræsts gerning. Når ypperstepræsten i den symbolske tjeneste gik ind i det
Allerhelligste, skulle hele Israel samles foran helligdommen og ydmyge sig for Herren.
Dette var forudsætningen for, at de kunne få tilgivelse for deres synder og undgå at blive
udelukket af menigheden. Hvor meget vigtigere er det ikke, at vi på den virkelige
forsoningsdag forstår den gerning, vor Ypperstepræst udfører og kender de pligter, der
kræves af os! {MBF 347.1}
Mennesker kan ikke ustraffet forkaste de advarsler, Gud i sin nåde sender dem. På Noas
tid fik verden et budskab fra himlen, og menneskers frelse afhang af, hvordan de behandlede
dette budskab. Da de forkastede advarslen, trak Gud sin ånd tilbage fra den syndige slægt,
og de omkom i syndflodens vande. På Abrahams tid ophørte nåden med at appellere til de
ugudelige indbyggere i Sodoma — og bortset fra Lot, hans hustru og to døtre blev de alle
tilintetgjort af den ild, der faldt ned fra himlen. Det gik på samme måde på Jesu tid. Guds
søn sagde til de vantro jøder: „Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.“18Med
274