Vredens Vin_da

Vredens Vin
På et møde, der blev afholdt af presbyterforsamlingen i Philadelphia, udtalte pastor
Barnes, der havde udgivet en vidt udbredt bibelfortolkning og var præst ved en af byens
største kirker, at „han havde været præst i 20 år, og at han indtil sidste altergang aldrig
havde uddelt nadveren uden at føre nogle ind i menigheden. Men nu er der ingen vækkelser,
ingen omvendelser og tilsyneladende ingen åndelig vækst hos bekendende kristne, og ingen
opsøger ham for at tale med ham om deres sjæls frelse. De lyse udsigter for handel og
industri har gjort verdsligheden større. Og sådan er det inden for alle trossamfund.“2 {MBF
302.3}
I februar 1844 sagde professor Finney, der var ansat ved Oberlin College: „Vi må
erkende, at de fleste protestantiske trossamfund i vort land enten var ligeglade eller direkte
fjendske over for alle tidens moralske reformer. Der er undtagelser, men de er så få, at det
ikke rokker ved den almindelige kendsgerning. Vi må også erkende, at menighederne
næsten overalt savner vækkelsens ånd. Dyb åndelig sløvhed præger så at sige alle
trossamfund, og det bekræftes af hele den religiøse presse. … Menighedernes medlemmer
bliver i vid udstrækning mere og mere verdslige, de omgås de gudløse i selskaber, på baller
og ved festlige lejligheder. … Vi behøver ikke at komme nærmere ind på dette sørgelige
emne. Det må være nok at sige, at det bliver mere og mere tydeligt, at de fleste trossamfund
er ved at blive sørgeligt degenereret. De er gået langt bort fra Herren, og han har trukket sig
tilbage fra dem.“ {MBF 302.4}
Et indlæg i „The Religious Telescope“ erklærede: „Man har aldrig før været vidne til et
religiøst forfald som det nuværende. Kirken bør i sandhed vågne op og søge efter årsagerne
til denne sot — for enhver, som elsker Zion, må betragte det som en sot. Når vi tænker på,
hvor sjældent nogen bliver omvendt, og på, hvor næsten utroligt frække og forhærdede
synderne er, må vi uvilkårligt spørge: ‘Har Gud glemt at være nådig? Er nådens dør
lukket?’“ En sådan tilstand findes aldrig, uden at der er en årsag i selve trossamfundet. Det
åndelige mørke, der sænker sig over lande, menigheder og enkeltpersoner, skyldes ikke, at
Gud vilkårligt lukker sin nådes kilder, men at mennesker ignorerer eller vrager det
guddommelige lys. Vi finder et slående eksempel på dette i beretningen om jødefolket på
Jesu tid. Jøderne elskede verden og havde glemt Gud og hans ord — derfor var deres
fatteevne blevet svækket og deres hjerte syndigt og sanseligt. Derfor vidste de intet om
Messias’ komme, og i hovmod og vantro forkastede de Frelseren. Selv da afskar Gud dem
ikke fra at kende og få del i frelsens goder. Men de, der forkastede sandheden, mistede
ethvert ønske om at få del i himlens gave. De havde „gjort lys til mørke og mørke til lys“,
indtil det lys, der var i dem, blev til mørke — og hvor stort var ikke dette mørke! {MBF
303.1}
Det passer Satan udmærket, når mennesker opretholder religionens ydre former, blot den
sande gudfrygtigheds ånd har forladt dem. Da jøderne havde forkastet evangeliet, fortsatte
de nidkært med at holde fast ved deres gamle ritualer og deres afvisende holdning over for
239