Vredens Vin_da

Vredens Vin
sin discipel, satte ham i rette for hans hårdhed og sagde: „Menneskesønnen er ikke kommet
for at ødelægge liv, men for at frelse dem.“5Hvilken forskel er der ikke på Kristi ånd og på
hans såkaldte stedfortræders! {MBF 459.1}
Nu viser romerkirken sig fra den pæne side og undskylder sine mange grusomheder. Den
har iklædt sig en kristuslignende klædning, men er stadig den samme. Alle pavedømmets
grundsætninger fra gammel tid lever endnu i dag. De læresætninger, der blev udtænkt i den
mørkeste tid, gælder stadig. Lad ingen bedrage sig selv. Den pavemagt, som protestanterne
nu er så villige til at anerkende, er den samme som beherskede verden på reformationens tid,
da Guds mænd med fare for deres liv stod frem for at afsløre dens uretfærdighed.
Pavedømmet har stadig den samme stolthed og overlegenhed, der gjorde det til herre over
konger og fyrster og gjorde krav på særlige forrettigheder fra Gud. Romerkirkens ånd er
ikke mindre grusom og despotisk nu, end da den sønderknuste menneskelig frihed og
myrdede Guds hellige. {MBF 459.2}
Pavemagten er netop, hvad profetien erklærede, at den skulle blive: de sidste tiders
frafald.6Det hører med til dens politik at spille den rolle, der bedst tjener dens hensigter.
Men under kamæleonens skiftende ydre skjuler den slangens uforanderlige gift. „Man
behøver ikke at overholde et løfte, der er givet til kættere eller personer, der er mistænkt for
kætteri,“7hedder det. Skal denne magt, hvis historie i tusinde år er skrevet med de helliges
blod, nu anerkendes som en del af Kristi kirke? {MBF 459.3}
Det er ikke uden grund, at man i protestantiske lande har hævdet, at katolicismen nu
afviger langt mindre fra protestantismen end tidligere. Der er sket en forandring — men
ikke med pavemagten. Katolicismen ligner virkelig den protestantisme, der eksisterer i dag,
fordi protestantismen i høj grad er degenereret siden reformatorernes tid. {MBF 460.1}
Idet de protestantiske kirker har søgt verdens gunst, er deres øjne blevet blindet af falsk
barmhjertighed. De kan ikke se andet, end at det er rigtigt at tro godt om alt ondt — og det
uundgåelige resultat vil blive, at de til sidst vil tro ondt om alt godt. I stedet for at kæmpe for
den tro, der engang blev overgivet de hellige, er de nu ligefrem ved at undskylde over for
romerkirken, at de har haft en så ukærlig mening om den — og bede om tilgivelse for deres
snæversind. {MBF 460.2}
Der er mange, selv blandt dem, der ikke er gunstigt stemt over for Rom, der ikke ser
nogen større fare ved dens magt og indflydelse. Mange hævder, at middelalderens åndelige
og moralske mørke begunstigede udbredelsen af dens dogmer, overtro og undertrykkelse, og
at den moderne tids større oplysning, almindeligt udbredte viden og voksende fordomsfrihed
i religiøse spørgsmål vil hindre en genoplivelse af intolerancen. Den blotte tanke, at sådanne
tilstande kunne findes i vor oplyste tid, erklæres for latterlig. Det er sandt, at et stort lys
skinner på vor tid, både intellektuelt, moralsk og religiøst. Fra Guds Hellige Ords åbne sider
er himmelsk lys blevet udgydt over verden. Men man bør erindre, at jo større lys, der bliver
361