Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kong Ferdinand, kejserens repræsentant på rigsdagen, indså, at forordningen ville skabe
alvorlig splittelse, hvis man ikke kunne formå fyrsterne til at støtte den. Vel vidende at
brugen af magt over for sådanne mænd blot ville styrke deres beslutning, forsøgte han
overtalelsens kunst. Han bad indtrængende fyrsterne om at godkende dekretet og forsikrede
dem, at kejseren ville være overordentlig tilfreds med dem. Men disse tro mænd anerkendte
en myndighed, som var hævet over jordiske herskeres, og svarede: „Vi vil adlyde kejseren i
alt, hvad der kan bidrage til at opretholde freden og Guds ære.“11 {MBF 163.1}
Til sidst meddelte kongen dem i rigsdagens påhør, at ediktet var ved at blive affattet i
form af et kejserligt dekret, og at den eneste mulighed var at bøje sig for flertallet. Da han
havde sagt det, trak han sig tilbage uden at give reformationens tilhængere mulighed for at
svare. Det hjalp ikke, at man sendte en deputation til kongen for at trygle ham om at komme
tilbage. Hans eneste svar på deres indvendinger var: „Sagen er afgjort! Der mangler kun, at
man underkaster sig!“12 {MBF 163.2}
Det kejserlige parti var overbevist om, at de kristne fyrster ville holde sig til Den hellige
Skrift og betragte den som hævet over alle menneskelige læresætninger og krav. Og de
vidste, at hvor som helst dette princip blev godkendt, ville pavedømmet til sidst blive væltet.
Men som tusinder af andre efter deres tid, der kun ser på „de synlige ting,“ smigrede de sig
med, at kejserens og pavens sag var stærk og reformationens svag. Havde reformatorerne
kun været afhængige af menneskers hjælp, ville de have været netop så magtesløse, som
katolikkerne formodede. Men skønt de var få og i strid med Rom, havde de deres egen
styrke. „De indankede deres sag fra rigsdagens afgørelse til Guds ord, og fra kejser Karl V
til kongernes Konge og herrernes Herre.“13 {MBF 163.3}
Da Ferdinand havde nægtet at tage hensyn til deres overbevisning, besluttede fyrsterne
ikke at tage hensyn til hans fravær, men uden tøven at fremsætte deres protest for det
nationale råd. Der blev affattet en højtidelig erklæring, som blev overrakt rigsdagen. {MBF
163.4}
„Vi protesterer herved for Gud, vor eneste skaber, beskytter, forsoner og frelser, som
engang skal være vor dommer — såvel som for alle mennesker — mod, at vi på egne eller
vort folks vegne på nogen som helst måde går ind for den foreslåede forordning på noget
punkt, der er i modstrid med Gud, hans hellige ord og med vor samvittighed og vore sjæles
frelse. {MBF 163.5}
Hvorledes! Skulle vi stadfæste denne forordning? Skulle vi hævde, at når den almægtige
Gud kalder et menneske til at kende sig, skulle dette menneske ikke modtage denne
kundskab? Der findes ingen anden pålidelig kundskab, end den, der stemmer overens med
Guds ord. Herren forbyder enhver anden lære. Den hellige Skrift bør udlægges anderledes
tydeligt. I alt, hvad en kristen behøver, er den hellige bog let forståelig og velegnet til at
sprede mørket. Det er vor beslutning ved Guds nåde at bevare den rene og uforfalskede
125