Vredens Vin_da

Vredens Vin
henrettelse viste hele verden Roms forræderiske grusomhed. Sandhedens fjender havde
uden at vide det fremmet den sag, som de forgæves søgte at tilintetgøre. {MBF 88.3}
Der skulle blive tændt endnu et bål i Konstanz. Endnu én skulle vidne om sandheden med
sin død. Da Hieronymus tog afsked med Huss ved dennes afrejse til kirkemødet, formanede
han ham til at vise mod og trofasthed. Han sagde til Huss, at hvis han kom i fare, ville han
komme ham til undsætning. Og da han hørte, at Huss var blevet kastet i fængsel, gjorde han
sig straks rede til at indfri sit løfte. Uden lejdebrev og med kun én ledsager begav han sig til
Konstanz. Ved ankomsten dertil blev han klar over, at han intet kunne gøre for at befri Huss,
men havde bragt sig selv i fare. Han flygtede, men blev på hjemvejen arresteret af nogle
soldater og ført tilbage i lænker. {MBF 88.4}
Da han første gang blev ført frem for kirkemødet, blev hans forsøg på at besvare de
anklager, som blev rettet imod ham, besvaret med råbet: „På bålet med ham!“19Han blev
kastet i et fangehul, hvor han blev lænket på en meget pinefuld måde og kun fik brød og
vand. Efter nogle måneders ophold her pådrog han sig en sygdom, som var lige ved at tage
livet af ham. Hans fjender, der blev bange for, at han skulle dø for dem, behandlede ham nu
med mindre strenghed, men lod ham blive i fængslet i mere end et år. {MBF 89.1}
Katolikkerne havde ikke opnået det, de ønskede, ved Huss’ død. Det havde vakt en storm
af harme, at hans lejde ikke blev respekteret. Derfor gik kirkemødet nu mere forsigtigt til
værks. Man besluttede om muligt at tvinge Hieronymus til at tilbagekalde i stedet for at
brænde ham. Han blev ført frem for forsamlingen og fik valget mellem at tilbagekalde eller
dø på bålet. I begyndelsen af hans fængsling ville døden have været langt at foretrække for
de frygtelige lidelser, han kom til at gennemgå. Men nu var han svækket af sygdom og
plaget af ængstelse og uvished; han var skilt fra sine venner og nedbøjet af sorg over Huss’
død. Hans sjælsstyrke svigtede, og han indvilgede i at bøje sig. Han lovede at holde fast ved
den katolske tro og godkendte kirkemødets fordømmelse af Wicliffs og Huss’ lære med
undtagelse af de „hellige sandheder,“20som de havde forkyndt. {MBF 89.2}
Således søgte Hieronymus at døve samvittighedens stemme og undgå sin skæbne. Men
da han kom tilbage til sin ensomme celle, blev han klar over, hvad han havde gjort. Han
sammenlignede Huss’ mod og troskab med sin egen fornægtelse af sandheden. Han tænkte
på den guddommelige Mester, han havde lovet at tjene, som for hans skyld led døden på
korset. Før sin tilbagekaldelse havde han fundet trøst i forvisningen om Guds velvilje; men
nu pintes hans sjæl af samvittighedsnag og tvivl. Og han vidste, at han skulle tilbagekalde
endnu mere, før han fik fred med Rom. Den vej, han var ved at slå ind på, kunne kun ende
med fuldstændigt frafald. Så traf han sin beslutning. Han ville ikke fornægte sin Herre for at
undgå en kort tids lidelse. Snart blev han atter fremstillet for kirkemødet. Dommerne havde
ikke fundet hans tilbagekaldelse tilfredsstillende. De var blevet mere blodtørstige efter
Huss’ død og krævede nye ofre. Kun ved at give uforbeholdent afkald på sandheden kunne
65