Vredens Vin_da

Vredens Vin
var det? Og døden — hvorfor var den til? Jo mere jeg spekulerede, des længere kom jeg fra
et resultat. Jo mere jeg tænkte, jo mere usammenhængende blev mine slutninger. Jeg
forsøgte at holde op med at tænke, men mine tanker ville ikke lystre mig. Jeg var i sandhed
elendig, men fattede ikke hvorfor. Jeg knurrede og beklagede mig, men vidste ikke over
hvem. Jeg vidste, at der var noget galt, men ikke hvordan eller hvor jeg skulle finde det
rette. Jeg sørgede, men uden håb.“ {MBF 256.2}
Denne tilstand varede i flere måneder. „Pludselig,“ siger han, „stod Frelserens skikkelse
levende for mig. Det forekom mig, at der måske fandtes én, der var så god og medlidende,
at han selv ville sone vore overtrædelser og derved frelse os fra at lide syndens straf. Jeg
følte straks, hvor elskelig en sådan frelser måtte være, og forestillede mig at jeg kunne kaste
mig i hans arme og stole på hans barmhjertighed. Men så rejste det spørgsmål sig: Hvordan
kan det bevises, at der findes en sådan frelser? Bortset fra Bibelen kunne jeg ikke finde
noget vidnesbyrd om, at der fandtes en sådan frelser, eller at der kunne være tale om et liv
efter dette… {MBF 256.3}
Jeg så, at Bibelen netop viste mig den frelser, som jeg behøvede. Det forvirrede mig, at
en ikke inspireret bog kunne beskrive noget, der passede så godt til en falden verdens behov.
Jeg var nødt til at indrømme, at Skriften måtte være en åbenbaring fra Gud. Den blev min
lykke, og jeg fandt en ven i Jesus. Frelseren blev for mig den herligste blandt titusinder, og
Skriften, der før var dunkel og selvmodsigende, blev nu lygten for min fod og lyset på min
sti. Mit oprørte sind faldt til ro. Jeg fandt, at Herren var en klippe midt i livets hav. Bibelen
blev mit vigtigste studieobjekt, og jeg kan med sandhed sige, at jeg studerede den med stor
glæde. Jeg opdagede, at ingen havde fortalt mig mere end halvdelen. Jeg undrede mig over,
at jeg ikke før havde set skønheden og herligheden i den, og forstod ikke at jeg nogen sinde
kunne afvise den. Jeg fandt, at den gav mig alt, hvad mit hjerte kunne begære, og lægedom
for alle sjælens sygdomme. Jeg tabte lysten til al anden læsning og satte mit hjerte ind på at
få visdom fra Gud.“1 {MBF 257.1}
Miller bekendte offentligt sin tro på den religion, han før havde foragtet. Men hans vantro
venner var ikke sene til at komme med alle de beviser mod Skriftens guddommelige
autoritet, som han selv så ofte havde brugt. På det tidspunkt var han ikke forberedt på at
svare dem; men han tænkte, at Bibelen, hvis den er en åbenbaring fra Gud, også må være i
overensstemmelse med sig selv. Og hvis den var givet til menneskers oplysning, måtte den
også være til at forstå. Han besluttede selv at studere Skriften og finde ud af, om alle
tilsyneladende modsigelser ikke alligevel stemte overens. {MBF 257.2}
Han forsøgte at se bort fra alle forudfattede meninger og lade alle kommentarer ude af
betragtning. Uden at benytte fortolkninger sammenlignede han det ene skriftsted med det
andet ved hjælp af henvisningerne under versene og en bibelordbog. Han studerede nu på en
regulær og metodisk måde, idet han begyndte med Første Mosebog. Han læste vers for vers
200