19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
Flygtningenævnets anvendelse af flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
bygger derimod på en samlet vurdering af oplysningerne i den
konkrete sag om ansøgerens personlige forhold sammenholdt med samtlige foreliggende
baggrundsoplysninger om forholdene i landet.
De synspunkter, der kommer til udtryk i UNHCR’s anbefalinger, er således ikke i sig
selv afgørende for Flygtningenævnets vurdering af forfølgelsesrisikoen i den konkrete
sag.
Det betyder imidlertid ikke, at Flygtningenævnet ikke lægger vægt på UNHCR’s anbefalinger.
Tværtimod indgår anbefalinger og baggrundsmateriale fra UNHCR som et
centralt element i nævnets behandling af sager og tillægges væsentlig betydning ved
behandlingen af asylsager. En oplysning om, at ansøgeren kommer fra et land, hvor der
hersker kaotiske og borgerkrigslignende forhold, indgår således som et element i nævnets
konkrete asylvurdering, der efter omstændighederne vil tale for, at ansøgeren opfylder
betingelserne for asyl.
Flygtningenævnet anser således ikke anbefalingerne fra UNHCR for retligt bindende.
Denne forståelse af karakteren og betydningen af anbefalingerne er på linje med opfattelsen
hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i forhold til konventionens
artikel 3, i blandt andet sagen N.A. mod UK og sagen F.H. mod Sverige.
Sagen N.A. mod UK fra den 17. juli 2008 handlede om en afvist srilankansk asylansøger,
som UK ønskede at udsende tvangsmæssigt til Sri Lanka.
Vedrørende brugen af baggrundsoplysninger i sagen udtalte Domstolen, at der i sagens
natur må lægges større vægt på rapporter, som forholder sig til menneskerettighedssituationen
i oprindelseslandet og direkte omhandler de forhold, der ligger til grund for
den påståede krænkelse i den konkrete sag, end på rapporter udformet som generelle
vurderinger. Dette gælder også oplysninger hidrørende fra UNHCR, hvorom Domstolen
udtalte, at der efter Domstolens opfattelse måtte lægges betydelig vægt på oplysningerne
i UNHCR’s Position Paper om situationen i Sri Lanka. Domstolen var imidlertid
enig med medlemsstaten i, at papiret nødvendigvis var bredt formuleret og indeholdt en
generel oversigt over de varierende risici for hver af Sri Lankas etniske grupper. Domstolen
fastslog på denne baggrund, at de synspunkter, der kom til udtryk i papiret, ikke
i sig selv kunne være afgørende for hverken de nationale myndigheders eller Domstolens
vurdering af risikoen for etniske tamiler, der vendte tilbage til Sri Lanka. Sagen er
nærmere omtalt i afsnit 3.1.2.1 og afsnit 3.1.7.
Side 99