19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
bagevenden til sit hjemland vil blive udsat for en reel risiko for dødsstraf eller for at
blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Flygtningenævnet har ligesom Menneskerettighedsdomstolen på intet tidspunkt udelukket
muligheden for, at den generelle sikkerhedssituation i et land på grund af tilfældig,
generaliseret vold kan antage en så alvorlig og ekstrem karakter, at en udsendelse
til et sådant land vil være en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 3, og at en ansøger derfor allerede af den grund opfylder betingelserne for
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
Om betydningen af de generelle forhold i et land har Menneskerettighedsdomstolen i
dommen NA. mod UK af 17. juli 2008 gentaget, at den blotte mulighed for overgreb
som følge af en ustabil situation eller en generel voldstilstand i ansøgerens hjemland
ikke i sig selv ville udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 3 (se dommens præmis 114 og den deri anførte retspraksis). I denne sag
vurderede Domstolen, at den forværrede sikkerhedssituation og stigningen i menneskerettighedskrænkelser
i et bestemt land ikke i sig selv medførte en generel risiko for alle
personer tilhørende en bestemt etnisk gruppe, der vendte tilbage til det pågældende
land (dommens præmis 125).
I den nævnte dom udtalte Domstolen endvidere, at den aldrig havde udelukket muligheden
for, at den generelle voldssituation i en ansøgers hjemland kan nå et så højt niveau,
at enhver udsendelse vil være i strid med artikel 3. Domstolen understregede
samtidig, at den kun ville anlægge denne betragtning i de mest ekstreme tilfælde af
generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en
tilstedeværelse på området. Hvis det godtgøres, at klageren tilhører en gruppe, der systematisk
er udsat for overgreb i hjemlandet, har domstolen antaget, at forholdet vil
være omfattet af artikel 3, uden at stille krav om, at klageren skal påvise tilstedeværelsen
af yderligere særlige kendetegn vedrørende klageren personligt for at godtgøre, at
han ville være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet (se præmisserne
115-117 og den deri anførte retspraksis).
Domstolen har i dommen F.H. mod Sverige af 20. januar 2009 i præmis 90 gentaget, at
en generel voldstilstand normalt ikke i sig selv vil indebære en krænkelse af artikel 3 i
tilfælde af udsendelse, men at Domstolen aldrig har udelukket muligheden for, at den
generelle voldssituation i bestemmelseslandet kan være af en så tilstrækkelig høj intensitet,
at enhver udsendelse til det pågældende land vil indebære en krænkelse af artikel 3.
Domstolen understregede også i denne dom, at den kun ville anlægge denne betragtning
i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko
for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området.
> Side 58