19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 5 > Udvalgte asylretlige problemstillinger
5.4 Første asylland
Udlændingelovens § 7, stk. 3, omhandler muligheden for at nægte at meddele asyl i
medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, i de tilfælde, hvor der findes et første
asylland for ansøgeren.
Udlændingelovens § 7, stk. 3, blev ændret ved lov nr. 365 af 6. juni 2002. Den nye bestemmelse
trådte i kraft den 1. juli 2002 og er gældende for ansøgninger om asyl indgivet
efter denne dato.
Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kan opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, nægtes,
hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen
har nær tilknytning til et andet land, hvor denne må antages at kunne opnå beskyttelse.
Det er en betingelse for, at udlændingen kan nægtes opholdstilladelse med henvisning
til et første asylland, at den pågældende har opnået eller må antages at kunne opnå beskyttelse
i det land, som overvejes anvendt som første asylland.
Udlændingelovens § 7, stk. 3, er således subsidiær i forhold til § 7, stk. 1 og 2, hvilket
i praksis betyder, at vurderingen af, hvorvidt udlændingen har opnået beskyttelse eller
har en så nær tilknytning til et andet land, at opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 eller 2,
bør nægtes, først foretages, såfremt udlændingen i øvrigt opfylder betingelserne for at
blive meddelt asyl.
5.4.1 Beskyttelse i et andet land
I Flygtningenævnets formandskabs 7. beretning, 1998, kapitel 11, om første asyllandsbegrebet
findes en nærmere gennemgang af Flygtningenævnets praksis i relation til
udlændingelovens § 7, stk. 3, og beskyttelsesbegrebet. Det er her blandt andet anført, at
det er en betingelse for meddelelse af afslag på opholdstilladelse under henvisning til
§ 7, stk. 3, at der under hensyn til de foreliggende oplysninger om ansøgeren og den
aktuelle situation i det relevante første asylland er en velbegrundet udsigt til, at den
pågældende vil kunne indrejse og også i fremtiden opholde sig i første asyllandet uden
at blive udsat for overgreb mod sin personlige integritet. Det er et ufravigeligt mindstekrav
i disse sager, at ansøgeren skal være beskyttet mod videresendelse til forfølgelseslandet
eller mod udsendelse til et land, hvor ansøgeren ikke er beskyttet mod videresendelse
til forfølgelseslandet. Dette indebærer, at ansøgeren de facto skal være beskyttet
mod refoulement. Efter nævnets praksis er det dog ikke en betingelse, at første asyllandet
har ratificeret og implementeret flygtningekonventionen i lovgivningen.
Det skal således være muligt for ansøgeren at kunne indrejse lovligt og tage lovligt
ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og
sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet.
> Side 246