19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
rens kontor er efterfølgende blevet ransaget, hvor blandt andet hans computer blev
konfiskeret. Det lægges til grund, at ansøgeren i Iran har haft sin egen virksomhed, og
at han har rådet over det fornødne tekniske udstyr til både at kunne trykke materiale og
via hjemmeside med videre udsende materiale vedrørende azarierne. Det lægges endvidere
til grund, at ansøgeren i et vist omfang har benyttet sig af denne mulighed. Et
flertal i Flygtningenævnet udtaler herefter: Selvom ansøgerens forklaring om det mistede
hukommelseskort på flere punkter forekommer utroværdig, kan vi ikke udelukke,
at det forholder sig som forklaret af ansøgeren, og herunder ikke mindst at hans forretning
er blevet ransaget. Under disse omstændigheder finder vi det sandsynliggjort, at
ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, og
han opfylder derfor betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1.
Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7, stk. 1.” Iran/2010/33
Der kan herudover henvises til den ovenfor nævnte afgørelse Iran/2010/14, hvor nævnet
fandt at måtte lægge til grund, at afvigelser i ansøgerens forklaringer blandt andet
kunne skyldes tolkningen, samt til de i afsnit 3.1.1.2 nævnte afgørelser Iran/2010/24 og
Eritrea/2010/3 samt Syrien/2010/38, hvor nævnet ikke fandt at kunne afvise, at der
havde været tolkeproblemer under samtalen med Udlændingeservice. Endelig kan henvises
til den i afsnit 5.9.2.5 nævnte afgørelse Afg/2010/22.
3.4.2 Vidneførsel
Efter udlændingelovens § 54, stk. 1, 2. pkt., træffer Flygtningenævnet bestemmelse om
afhøring af udlændinge og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler.
Det fremgår af Flygtningenævnets praksis, at i de sager, hvor Flygtningenævnet har
tilladt ansøgeren at føre vidner, er der typisk tale om, at vidnerne har en direkte tilknytning
til ansøgerens asylmotiv. Det vil således i almindelighed ikke være relevant at
tillade vidneførsel i sager, hvor ansøgeren ønsker at føre vidner, der alene skal underbygge
ansøgerens generelle troværdighed, uden at vidnerne i øvrigt har nogen direkte
forbindelse til asylmotivet.
Som eksempel på sager, hvor nævnet har afvist vidneførsel, kan nævnes:
Nævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar
samt et barn fra Iran. Advokaten havde begæret et herboende familiemedlem til
den mandlige ansøger afhørt som vidne, idet den pågældende havde haft kontakten med
ansøgernes familie i hjemlandet og havde skaffet dokumenter til den mandlige ansøger.
Flygtningenævnet bemærkede, at det pågældende vidne ikke kunne antages at kunne
belyse sagen, udover hvad ansøgerne selv måtte være i stand til. Nævnet ville, når an-
> Side 174