19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
Hvis ansøgeren på tidspunktet for nævnets afgørelse er løsladt efter afsoning af fængselsstraf
eller udskrevet efter anden strafferetlig sanktion, skal Flygtningenævnet fastsætte
udrejsefristen til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2. Det samme gælder, hvis
ansøgeren på tidspunktet for nævnets afgørelse udstår en fængselsstraf eller anden
strafferetlig sanktion, men ikke er udvist ved dom, eller hvis ansøgeren er frihedsberøvet
på andet grundlag, f.eks. i medfør af udlændingelovens regler.
Finder Flygtningenævnet, at refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31 er til hinder
for at udsende en ansøger, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, men
som følge af kriminalitet begået forud for sin indrejse i Danmark eller under opholdet
her i landet er udelukket fra at få meddelt opholdstilladelse, skal nævnet fastsætte udrejsefristen
til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2.
I sager efter § 49 a, hvor nævnet vurderer, at § 31 ikke er til hinder for udsendelse af
udlændingen, tages der ikke stilling til en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, og
der skal derfor ikke fastsættes en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 1. I
stedet skal nævnet meddele udlændingen, at det påhviler den pågældende at udrejse af
landet straks, jf. udlændingelovens § 30, stk. 1, jf. herved de ovenfor citerede lovbemærkninger
til § 33, stk. 2.
3.7.2 Betingelser for tvangsmæssig udsendelse
I sager, hvor udlændingelovens § 31 er til hinder for, at ansøgeren kan udsendes tvangsmæssigt,
vil der fortsat skulle fastsættes en udrejsefrist. Nævnet vil imidlertid i udsendelsesbeslutningen
anføre, at såfremt ansøgeren ikke udrejser frivilligt, vil den pågældende
ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland eller til et land, hvor han
ikke er beskyttet mod videresendelse til sit hjemland, jf. udlændingelovens § 32 a, jf.
§ 31. Om refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31, se nærmere afsnit 6.2.
Såfremt nævnets afgørelse vedrører et ægtepar, hvor ægtefællerne har forskellig nationalitet,
tager nævnet ved afgørelsen ex officio stilling til spørgsmålet om, hvorvidt ægtefællerne
kan udsendes samlet. Såfremt der er tale om ægtefæller af forskellig nationalitet,
der var gift ved indrejsen i Danmark, og som under opholdet i Danmark har
opretholdt samlivet, indføjer nævnet i udsendelsesbestemmelsen en bemærkning om, at
det er en betingelse for tvangsmæssig udsendelse til et af disse lande, at der forud for
den tvangsmæssige udsendelse har været etableret mulighed for, at begge ægtefæller
kan udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller har opnået eller kan opnå
indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke har ønsket at benytte sig af denne mulighed.
Såfremt ægteskabet er indgået under opholdet i Danmark, tager nævnet ikke forbehold
om samlet udsendelse.
> Side 200