19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 6 > Betydningen af kriminelle forhold
Udlændingelovens § 31 blev ændret ved lov nr. 362 af 6. juni 2002. For en nærmere
gennemgang af ændringen henvises til Flygtningenævnets formandskabs 11. beretning
(2002), afsnit 4.4.4 og afsnit 8.2.
Det følger af udlændingelovens § 32 a, at en afgørelse om afslag på asyl skal være ledsaget
af en afgørelse om, hvorvidt udlændingen efter udlændingelovens § 31 kan udsendes,
hvis vedkommende ikke udrejser frivilligt.
For et eksempel på nævnets stillingtagen efter udlændingelovens § 31 kan henvises til
den i Flygtningenævnets formandskabs 18. beretning (2009), side 234f, nævnte afgørelse
Statsløspal/2009/4.
Forbuddet mod refoulement får betydning i de sager, hvor udlændingen isoleret set
opfylder betingelserne for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men hvor
den pågældende på grund af udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionens artikel 1
F eller på grund af begået kriminalitet er udelukket fra at få opholdstilladelse eller mister
opholdstilladelsen i forbindelse med udvisning. Dette indebærer, at udlændingen
ikke har lovligt ophold og derfor skal udrejse, jf. udlændingelovens § 30. Hvis udlændingen
ikke udrejser frivilligt, kan myndighederne imidlertid i almindelighed ikke gennemtvinge
udrejsen på grund af refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31, og
resultatet bliver, at udlændingen forbliver her i landet på såkaldt tålt ophold.
For sager, hvor Flygtningenævnet har fundet, at udlændingelovens § 31 var til hinder
for udsendelse, og de pågældende derved var henvist til såkaldt tålt ophold, henvises til
de i afsnit 6.6 nævnte afgørelser Iran/2010/38 og Statsløspal/2010/2 samt de i afsnit 6.7
nævnte afgørelser U/2010/1 og Iran/2010/34.
6.2.1 Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 er i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
praksis tillagt eksterritorial virkning, hvilket indebærer, at udsendelse
af en udlænding efter omstændighederne kan medføre, at den udsendende stat
ifalder ansvar efter artikel 3. Bestemmelsen anses for krænket, hvis staten gennemfører
en udsendelse til et land, hvor der er vægtige grunde til at antage, at udlændingen udsættes
for en reel risiko for at blive underkastet en behandling, der er i strid med artikel
3. Hvis der foreligger en sådan risiko, følger det af artikel 3, at medlemsstaten har pligt
til ikke at udsende udlændingen til denne stat.
Domstolen har fastslået, at beskyttelsen i henhold til artikel 3 er absolut og beskytter
enhver, uanset kriminelle aktiviteter begået i udlandet eller værtslandet og uanset den
eventuelle fare for den nationale sikkerhed, som den pågældendes tilstedeværelse måtte
Side 335