19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
Det forudsættes, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse
efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager
i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen
risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller
anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3.
Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt
sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Der
skal være en underbygget grund til at antage, at den enkelte udlænding i tilfælde af udsendelse vil
blive udsat for en reel risiko for at blive underkastet en behandling i modtagerstaten, der er i strid
med konventionens artikel 3. Der kan med andre ord ikke meddeles beskyttelsesstatus, alene fordi
der i et land hersker kaotiske forhold, der gør, at det ikke kan udelukkes, at udlændingen i forbindelse
med indrejsen i landet vil være i risiko for en sådan behandling, jf. f.eks. H.L.R. mod Frankrig
(dom af 29. april 1997).
….
Der vil endvidere ikke kunne meddeles opholdstilladelse med beskyttelsesstatus, alene fordi der i
et bestemt land hersker kaotiske forhold, der gør, at det ikke kan udelukkes, at udlændingen i forbindelse
med indrejsen i landet vil være i risiko for en sådan behandling, jf. ovenfor. Dette forhold
– som vil have betydning f. eks. i relation til den nuværende praksis for meddelelse af de factostatus
til somaliere – indebærer, at udlændingemyndighederne fremover vil skulle foretage en konkret
og individuel vurdering af, om der er en underbygget grund til at antage, at den enkelte udlænding
i tilfælde af udsendelse vil blive udsat for en reel risiko for at blive underkastet en behandling
i strid med konventionens artikel 3.
Den omstændighed, at der i et land hersker generelt dårlige forhold, herunder borgerkrigslignende
tilstande, eller at den pågældende af sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende
grunde er dårligt stillet, skal – som i dag – ikke kunne begrunde beskyttelsesstatus.”
Som anført i bemærkningerne til lovforslaget forudsættes det, at Flygtningenævnet ved
anvendelse af bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 2, efterlever Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis på området.
Det fremgår af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det for at en
mishandling falder ind under anvendelsesområdet for Menneskerettighedskonventionens
artikel 3 kræves, at den mishandling, som klageren påstår han vil risikere, hvis han
udsendes, må overstige et minimumsniveau af alvorlighed. Vurderingen heraf er relativ
og afhænger af sagens omstændigheder, herunder arten af og omstændighederne ved
behandlingen eller straffen, den måde, hvorved den udføres, dens tidsmæssige udstrækning
og dens fysiske eller psykiske virkning, se Domstolens afgørelser i dommen S.S.
og andre mod Danmark af 20. januar 2011 (dommens præmis 81) og Mamatkulov og
Askarov mod Tyrkiet af 4. februar 2005 (dommens præmis 70).
Flygtningenævnets praksis for at anse betingelserne for at meddele opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7, stk. 2, for opfyldt kan generelt beskrives således, at der skal
foreligge konkrete og individuelle forhold, der sandsynliggør, at ansøgeren ved en til-
Side 57