19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
For samlevende par, hvor samlivet har bestået i en længere periode forud for indrejsen
i Danmark, gælder samme regler som for ægtefæller.
Viser det sig efterfølgende, at en samlet udsendelse ikke er mulig, og der ikke er tale om
asylbegrundende udsendelseshindringer, vil dette ikke føre til en ændret vurdering af,
om ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7, men vil eventuelt kunne medføre
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2.
Efter nævnets praksis udelukker den særlige udsendelsesbeslutning ikke, at der er en
vis tidsmæssig forskydning mellem ægtefællernes udsendelse. Det kan f.eks. være tilfældet,
hvor den ene ægtefælle ifølge hjemlandets lovgivning skal være indrejst for at
kunne indgive en ansøgning om indrejsetilladelse til den anden ægtefælle, der først
derefter kan gives tilladelse til at indrejse.
Hvad angår fællesbørn af ægtefæller eller samlevende af forskellig nationalitet, er det
som udgangspunkt børnenes statsborgerskab, der afgør, til hvilket land børnene kan
udsendes.
Som et eksempel på afgørelser, hvor nævnet har taget stilling til spørgsmålet om tvangsmæssig
udsendelse af ægtefæller af forskellig nationalitet, kan nævnes:
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar
fra Serbien (m) og Kosovo (k) samt et barn bosat i Kosovo. Ansøgerne er etniske
romaer. I 2004 var den mandlige ansøger blevet tilbageholdt i 5 dage og slået af fire
ukendte albanere fra UCK. Da den mandlige ansøger var kommet tilbage til sit hjem,
var den kvindelige ansøger i chok og havde siden været psykisk ustabil, hvorfor hun i
Danmark havde været under behandling. Den mandlige ansøger frygtede, at den kvindelige
ansøger var blevet voldtaget under hans fravær. Den kvindelige ansøger havde
ikke været til samtale hos Udlændingeservice og afgav ikke forklaring under Flygtningenævnets
behandling af sagen af helbredsmæssige årsager. Da den mandlige ansøger
og advokaten ikke vurderede, at den kvindelige ansøger i nær fremtid ville blive i stand
til at afgive forklaring, ønskedes sagen gennemført uanset den kvindelige ansøgers psykiske
tilstand. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger er statsborger
i Serbien. Ifølge flygtningekonventionen skal den mandlige ansøgers forhold derfor
vurderes i forhold til Serbien. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var noget grundlag
for at antage, at den mandlige ansøger skulle risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens
§ 7, stk. 1, eller have behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, i
forhold til Serbien. Det bemærkedes herved, at den mandlige ansøger ikke havde noget
udestående med de serbiske myndigheder, og at der ikke var grundlag for at antage, at
UCK eller tilsvarende militsgrupper skulle opsøge den mandlige ansøger i Serbien.
Side 201