19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
ophold fra 1997 til 2009. Selvom den foreliggende sprogtest i nogen grad talte imod, at
ansøgeren skulle stamme fra Burma, lagde Flygtningenævnet vægt på, at de afgivne
fejlsvar ikke talte afgørende imod ansøgerens troværdighed. Ved afgørelsen heraf lagde
Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren er analfabet, og at han som nævnt ikke havde
opholdt sig i Burma, siden han var 12 år. Under sagens behandling havde ansøgeren
fremlagt id-kort og fødselsattest. Det havde ikke været muligt at ægthedsvurdere disse
dokumenter. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkelig
grad havde sandsynliggjort sin identitet som rohingya fra Burma. Ansøgeren meddeltes
herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Burma/2010/3
Som eksempler på afgørelser, hvor nævnet udtrykkeligt har forholdt sig til de generelle
forhold i et givent land, kan nævnes:
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Nepal. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde efter en vurdering
af ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgeren sammen med nogle andre skoleelever
var blevet kidnappet af maoister i 2003, da ansøgeren havde været 17 år gammel. Hun
havde været tilbageholdt hos maoisterne i cirka to et halvt år og havde herunder været
tvunget til at deltage i træning og i enkelte kamphandlinger, ligesom hun var blevet
udsat for et seksuelt overgreb. I 2005 eller i 2006 var hun flygtet sammen med to andre
piger fra maoisterne og havde i den forbindelse deltaget i drab på en maoistisk kommandant.
Hun havde herefter taget ophold i Kathmandu, hvor hun havde haft fast bopæl
og faste arbejdsforhold under eget navn indtil udrejsen i foråret 2008. Udrejsen
havde været legal, herunder havde ansøgeren forinden i anden sammenhæng fået udstedt
eget pas af myndighederne. I overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse
herom lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren havde været udsat for menneskehandel.
Som asylmotiv havde ansøgeren i nævnsmødet navnlig henvist til, at hun
frygtede tvangshvervning til maoisterne, eller at maoisterne skulle finde hende som
eftersøgt for drabet på kommandanten. I den forbindelse bemærkedes, at ansøgeren til
flere politiafhøringer, til asylansøgningsskema og til samtalen ved Udlændingeservice
havde forklaret nærmere om sine forhold i Nepal uden at oplyse det først i nævnsmødet
anførte om, at personer, som skulle havet arbejdet for maoisternes efterretningstjeneste
8-12 måneder, efter at ansøgeren havde taget ophold i Kathmandu, skulle havet spurgt
efter de piger, som havde slået kommandanten ihjel. Flygtningenævnet fandt, at den
sene fremkomst af denne oplysning indebar, at oplysningen ikke kunne tillægges vægt.
Ved vurderingen af hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Nepal risikerede forfølgelse
eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, lagde nævnet herefter vægt på,
at ansøgeren havde kunnet opretholde en tilværelse i Kathmandu med arbejde og bopæl
efter flugten fra maoisterne. Selvom ansøgeren i forbindelse med udrejsen havde pådraget
sig en betydelig gæld til den nævnte menneskehandler, fandt Flygtningenævnet, at
Side 103