19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 5 > Udvalgte asylretlige problemstillinger
klagerens opholdsgrundlag. Flygtningenævnet lagde her også vægt på disse børns alder.
Flygtningenævnet fandt derfor samlet set ikke, at der var forhold, der kunne begrunde,
at opholdstilladelsen ikke ansås som bortfaldet. Statsløspal/2010/3
Nævnet omgjorde i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar
samt deres to børn fra Iran. Indrejst i 1985. Den mandlige klager blev i 1985 meddelt
opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2 (de facto). I 1990
blev opholdstilladelsen meddelt tidsubegrænset. I 2006 var klagerne og deres børn udrejst
til Dubai, da den mandlige klager havde haft et forretningsprojekt der. I 2007 var
klagerne rejst fra Dubai til Iran og derfra til England med intention om at vende tilbage
til Danmark. I 2008 havde de engelske myndigheder tilbagesendt klagerne til Danmark
i medfør af Dublin-forordningen. Klagerne forklarede, at de før udrejsen til Dubai
havde søgt om bevarelse af deres opholdstilladelse hos Udlændingeservice, og at de
ikke havde taget bopæl i hjemlandet. Flygtningenævnet udtalte, at forud for klagernes
udrejse fra Danmark i sommeren 2006, havde den mandlige klager søgt om, at hans
forretningsophold i Dubai ikke skulle medføre bortfald af hans opholdstilladelse. Efter
parternes forklaring, der til dels støttedes af viseringerne i den kvindelige klagers pas,
var den kvindelige klager først udrejst fra Dubai til Iran i foråret 2007, efter den mandlige
klagers forretningsprojekt var kuldsejlet, og derpå omkring en måned senere den
mandlige klager. Det kunne lægges til grund, at den mandlige klager straks havde taget
skridt til at få visum udstedt på den britiske ambassade i Teheran. Det fremgik således
af bilagene oversendt fra de britiske myndigheder til Danmark, at den mandlige klager
havde opnået visum i sommeren 2007 ved ambassaden i Teheran, og at indrejsen til UK
var sket i efteråret 2007. Herefter lagdes det i overensstemmelse med klagernes forklaring
til grund, at det efter udrejsen til Dubai havde været klagernes hensigt at vende
tilbage til Danmark, og at de ikke i forbindelse med deres ophold i hjemlandet havde
taget bopæl, jf. herved udlændingelovens § 17, stk. 3. Herefter blev klagernes påstand
taget til følge. Flygtningenævnet ændrede derfor afgørelsen fra Udlændingeservice fra
sommeren 2009, således at klagerne fortsat havde opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7, stk. 2. Iran/2010/3
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en
mandlig statsborger fra Etiopien. Klageren blev i 1989 idømt otte års fængselsstraf i
Sverige for en narkotikaforbrydelse og udvist af Sverige for bestandig. Klageren blev i
slutningen af 2005 registreret som udrejst til Sverige i Det Centrale Personregister.
Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren opnåede i 1984 opholdstilladelse efter den dagældende
udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 1, jf. § 8, og blev i 1994 meddelt tidsubegrænset
opholdstilladelse. Nævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at klageren
udrejste til Sverige i slutningen af 2005. Klageren har oplyst, at udrejsen skete med
henblik på at få et arbejde. Han har arbejdet som systemingeniør i Sverige. Han har
Side 243