19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 6 > Betydningen af kriminelle forhold
ons artikel 3 og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området,
samt flygtningekonventionens artikel 33, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2.
En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, skal tillige indeholde en afgørelse
om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1
eller 2.
Hvis udlændingen anses for omfattet af udlændingelovens § 7, skal der herefter foretages
en vurdering i forhold til udlændingelovens § 10, stk. 3, såfremt det forhold, der har
begrundet udvisningen, er begået efter bestemmelsens ikrafttræden, jf. lov nr. 362 af 6.
juni 2002. Se nærmere afsnit 6.6.
Som anført ovenfor i afsnit 6.6 har domstolene ved afgørelsen om udvisning taget hensyn
til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af de i
§ 26, stk. 1, nr. 1-6, nævnte hensyn.
Hvis der imidlertid er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26,
og udvisningen efter § 49 ikke er iværksat, kan den pågældende begære spørgsmålet
om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning,
jf. udlændingelovens § 50, stk. 1. Hvis udvisning er sket ved dom, hvorved en
udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse,
træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af
foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse
om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand
afgørende taler imod, at udsendelse finder sted, jf. § 50 a, stk. 1.
Højesteret har ved kendelse af 19. januar 2010, U.2010.1135H, fastslået, at en udlænding,
der var idømt behandling på grund af vold og samtidig var blevet udvist, ikke var
afskåret fra at få prøvet, om udvisningen af ham skulle ophæves i medfør af udlændingelovens
§ 50 a, selvom foranstaltningen var blevet ophævet. Højesteret udtalte, at en
udlænding, der er omfattet af § 50 a, stk. 2, efter bestemmelsen har krav på en retlig
prøvelse af, om udvisningen skal ophæves på grund af den helbredsmæssige tilstand.
Hvis en sådan prøvelse resulterer i, at udvisningen ophæves, har ophævelsen virkning
også efter et eventuelt senere ophør af den strafferetlige foranstaltning. Herefter, og da
den omstændighed, at anklagemyndigheden havde undladt rettidigt at indbringe spørgsmålet
om ophævelse af udvisningen for retten, ikke kunne afskære udlændingen fra at
få prøvet spørgsmålet, hjemviste Højesteret sagen til byretten med henblik på realitetsbehandling
af ophævelsesspørgsmålet.
Side 351