19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
anmeldte ansøgeren til myndighederne. ”Dagen efter” kom to civilklædte betjente to
gange forbi ansøgerens forretning og fotograferede herefter ansøgeren i åbningen til
forretningen, hvorefter de gik ind i den forretningsdrivendes butik. Ansøgeren tog
hjem, og næste morgen kom leverandøren og advarede ham om, at forretningen var
omringet af politi. Leverandøren hjalp ansøgeren med udrejsen til Pakistan, hvorfra
ansøgeren tog til Iran, hvor en agent mod 13.000 USD hjalp ansøgeren til Europa.
Ifølge advokatindlægget var der 300 butikker i basaren i byen […], der er en større by.
Ansøgerens forretning lå i udkanten sammen med cirka 20 andre forretninger. Mange
af de kunder, der hentede kristne bøger, kom igen. Ansøgeren har ikke tidligere oplyst,
at der var flere tusinde kunder. Den forretningsdrivende holdt øje med ansøgerens butik
og så, at ansøgeren tog kunder med ind i baglokalet. Den forretningsdrivende gjorde
sammen med én af områdets ældre, hvis søn er politibetjent, opmærksom på mistanken
om, at ansøgeren uddelte kristne bøger. På daværende tidspunkt vidste ansøgeren ikke
noget herom, men det hørte han efterfølgende, fordi hans kone havde hørt det i landsbyen.
Ansøgeren lukkede sin butik, da to civilklædte politibetjente, der var bevæbnede,
iagttog og fotograferede ansøgerens forretning. Næste morgen kunne ansøgeren og leverandøren
se, at politifolk var ved at slæbe de sæbekasser, der indeholdt de kristne
bøger, ud af forretningen. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at den forretningsdrivende
selv trængte ind i ansøgerens forretning og så, at ansøgeren udleverede kristne
bøger fra baglokalet til kunder. Den dag, da politifolk observerede og fotograferede
ansøgerens forretning, og hvor ansøgeren derpå lukkede forretningen, fortalte ansøgerens
hustru, da ansøgeren var kommet hjem, at den forretningsdrivende havde fortalt
hende og hele landsbyens beboere om, at ansøgeren uddelte kristne bøger fra forretningen.
Hustruen fortalte, at ingen i landsbyen ville have med ansøgerens familie at gøre,
og at mullahen havde sagt, at ansøgeren skulle anholdes og hænges. Nævnet bemærker,
at ansøgeren har forklaret divergerende om tidsforløbet i den centrale del af ansøgerens
asylmotiv. Nævnet finder, at ansøgerens divergerende oplysninger ikke kan tilskrives
en manglende forståelse af de stillede spørgsmål i nævnsmødet. Det er indgået i nævnets
vurdering, at ansøgerens forklaring ifølge samtalereferatet om, at et større antal
kunder løbende over 2-2½ år har afhentet kristne bøger i ansøgerens butik, uden at dette
har vakt opmærksomhed, i sig selv fremstår som usandsynlig. Heller ikke ansøgerens
forklaring om politiets adfærd, da de observerede mod ansøgerens butik, har fremstået
overbevisende. Selvom der tages hensyn til, at ansøgeren er analfabet, finder nævnet
efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, at de centrale elementer i ansøgerens
forklaring ikke kan lægges til grund, og at ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort
sit asylmotiv, jf. herved udlændingelovens § 40, stk. 1. Herefter finder nævnet
ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer
forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig behandling
eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor
Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/126
> Side 168