19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
politibetjent fra kriminalpolitiet, der havde fortalt, at ansøgeren skulle med til ANR
(Agence National des Renseignments), der var at betragte som en efterretningstjeneste.
Ansøgeren var blevet mistænkt for at videregive oplysninger om D.R. Congo til personer
i Uganda, herunder blandt andet til en tidligere højtstående general. Ansøgeren var
herefter udrejst til Uganda i starten af 2009 og var blevet anerkendt som konventionsflygtning
i foråret 2009. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun i Uganda to
gange i starten af 2009 var blevet antastet på henholdsvis et marked og på en restaurant
af personer, der havde talt hårdt til hende, fordi hun var fra D.R. Congo. Flygtningenævnet
fandt, at ansøgeren for så vidt angår sit ophold i Uganda havde forklaret udbyggende
om de to ovennævnte episoder. Hun havde således til advokatindlægget fremlagt
et dokument dateret i foråret 2009 fra politistationen, som indeholdt en politianmeldelse
angiveligt vedrørende den første af de nævnte episoder. Indholdet af dokumentet
stemte ikke overens med hendes forklaring om, at hun var blevet antastet af to unge
mænd, som i øvrigt havde forsøgt at tvinge hende ind i en bil med det resultat, at hun
var flygtet på en taximotorcykel. Disse oplysninger var til dels nye i forhold til hendes
tidligere forklaringer. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at den tidligere højtstående
general efter de foreliggende baggrundsoplysninger var blevet anholdt ganske få
dage efter, at ansøgeren var udrejst af D.R. Congo i starten af 2009. Uanset de foreliggende
baggrundsoplysninger om ANR fandt Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort
af ansøgeren, at hun ved en tilbagevenden til D.R. Congo ville være i reel
risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb
omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse
nogen vægt på, at ansøgeren havde fået bestukket den pågældende politimand,
som endvidere havde anvist hende en alternativ rejserute til Uganda. Flygtningenævnet
bemærkede endvidere, at ansøgeren var registreret i Uganda som konventionsflygtning.
Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund for sagen, at ansøgeren ved en tilbagevenden
til Uganda ville være i risiko for trusler som af hende angivet, idet hendes oplysninger
om de to ovennævnte episoder var divergerende. Uanset om det måtte kunne
lægges til grund for sagen, at hun var blevet truet i Uganda som af hende angivet, fandt
Flygtningenævnet, at hun måtte kunne søge de ugandiske myndigheders beskyttelse
imod sådanne overgreb, som efter deres karakter var privatretlige. Ansøgeren skulle
udrejse straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2. Såfremt hun ikke udrejste frivilligt,
kunne hun udsendes tvangsmæssigt til D.R. Congo eller Uganda, jf. udlændingelovens
§ 32 a. D.R. Congo/2010/2
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig
statsborger fra Aserbajdsjan samt et barn. Flygtningenævnet havde i 2008 stadfæstet
Udlændingeservices afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7. I 2009 besluttede Flygtningenævnet blandt andet på baggrund af oplysningerne i
den konkrete sag om ansøgerens ophold i Rusland fra 1988 til hendes indrejse i Dan-
Side 191