19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
les opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Nævnet fastsætter derfor
ikke udrejsefrist i disse sager. En afgørelse fra Udlændingeservice om afslag efter
§ 9 c, stk. 3, nr. 2, kan påklages til Integrationsministeriet.
For uledsagede mindreårige asylansøgere indrejst efter lovændringens ikrafttræden den
1. januar 2010 er det en forudsætning for anvendelsen af § 9 c, stk. 3, nr. 2, at ansøgeren
endnu ikke er fyldt 18 år, jf. nærmere afsnit 3.1.6.3.
3.1.6.5 Bevisvurdering
I afsnit 3.4 er spørgsmålet om Flygtningenævnets bevisvurdering i asylsager nærmere
gennemgået. Særligt for så vidt angår børn, fremgår det af UNHCR’s Håndbog om
procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, at når det er nødvendigt at
fastlægge en mindreårigs flygtningestatus, kan der opstå problemer på grund af vanskeligheden
ved at anvende kriteriet om ”velbegrundet frygt” i den pågældendes sag. Hvis
en mindreårig ikke har nået en sådan grad af modenhed, at det er muligt at fastslå, at
han nærer en velbegrundet frygt for forfølgelse, på samme måde som var det en voksen,
kan det være nødvendigt at tillægge visse objektive faktorer større vægt. De omstændigheder,
forældrene og andre familiemedlemmer befinder sig i, herunder deres situation
i den mindreåriges hjemland, vil skulle tages i betragtning. Hvis der er grund til at
tro, at forældrene ønsker, at deres barn skal opholde sig uden for hjemlandet på grund
af velbegrundet frygt for forfølgelse, kan barnet selv formodes at nære en sådan frygt.
Såfremt forældrenes vilje f.eks. ikke kan fastslås, må beslutningstageren på baggrund
af alle de kendte omstændigheder og i samarbejde med de eksperter, som bistår ham, nå
frem til en afgørelse om, hvorvidt den mindreåriges frygt er velbegrundet. Dette kan
kræve en liberal anvendelse af princippet om at lade tvivlen komme ansøgeren til gode,
jf. håndbogens punkter 213-219.
Dette er også afspejlet i Flygtningenævnet, hvor nævnet som udgangspunkt stiller mindre
krav til bevisbyrden, såfremt der er tale om mindreårige ansøgere.
Som eksempler fra nævnets praksis kan nævnes:
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig, mandlig
statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren
er fra Nahoor-området i Ghazni. Han er hazara, muslim, og han havde ikke i øvrigt
været hverken politisk eller religiøst aktiv. Det lagdes til grund, at ansøgeren var 14 år,
og at han kun havde begrænsede skolekundskaber. Han kom desuden fra en lille
landsby, hvor der efter det oplyste hverken var postvæsen eller telefon. Ved vurderingen
af, om ansøgeren var tilstrækkeligt moden til, at det var forsvarligt at foretage en
asylbedømmelse, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde forstået, at hans
> Side 130