19. beretning 2010 Formandskabet - Flygtningenævnet

Kapitel 3 > Grundlaget for og behandlingen af asylsager
ikke havde asylrelevante problemer i Afghanistan forud for udrejsen. Ansøgeren har
forklaret, at han i Iran blev introduceret til kristendommen af en person ved navn […],
som han mødte i en park ved en tilfældighed. […] inviterede ham hjem og forærede
ham en bibel. Ansøgeren er ikke døbt, han har aldrig været i kirke, han har ikke talt med
en kristen præst, og han kan bortset fra jul ikke nævne nogen kristne højtider, og erkender,
at han har et yderst ringe kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet finder
ikke, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sin tilknytning til kristendommen.
Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er konverteret
til en anden religion. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan
ikke ønsker at praktisere islam, findes ikke at kunne begrunde, at ansøgeren skal
meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Da ansøgeren ikke opfylder betingelserne
for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet derfor
Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/90
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en
mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk
pashtun fra en landsby i Kunar provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været
medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt
politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb enten
fra Taliban eller Mujahedin, fordi ansøgerens fader, forud for sin flugt i Kunar provinsen
i 1988/89 og sin efterfølgende udrejse fra hjemlandet medio 1999, har haft konflikter
med Taliban og Mujahedin grundet hans stilling som militærofficer i forsvaret, og
sin tilknytning til PDPA. Han frygter endvidere de ukendte personer, som kidnappede
ansøgeren, da han var 9-10 år gammel, og holdt ham fanget i fire år. Idet det lykkedes
ansøgeren at flygte, frygter han, at bortførerne vil finde ham. Desuden frygter han Taliban,
idet man betragtes som vantro, såfremt man har været udrejst til Europa. Flygtningenævnet
kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund, i lighed med
Udlændingeservice. Flygtningenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at faderen er
udrejst i 1999, at faderens konflikter med Taliban og Mujahedin ligger langt tilbage i
tiden og at magtforholdene har ændret sig væsentligt siden dengang. Flygtningenævnet
lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Afghanistan flere gange i tiden
mellem 2005, hvor han fik afslag på familiesammenføring, og indtil han udrejste i
2009. Han har herunder opholdt sig på sin farfaders bopæl i landsbyen, ved en enkelt
lejlighed flere måneder ad gangen. Han har under disse ophold bistået med at dyrke
farfaderens landbrug. Han er endvidere under et af opholdene blevet gift i landsbyen
med en datter af farfaderens nabo under overværelse af omkring 8-10 mandlige personer
og et ukendt antal kvindelige personer som mest havde tilknytning til hustruens
familie. Under disse ophold er hverken ansøgeren eller farfaderen eller dennes familie
blevet truet eller i øvrigt antastet af hverken Taliban eller Mujahedin. Flygtningenævnet
finder det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han, enten
Side 53